”Du må hellere tage din rollator med”, sagde kirkebilschaufføren.  Jeg ville ellers kun bruge stok, men han så, jeg svajede for meget.

Jeg spø´r mig selv i kirken:  ”Hvad laver du egentlig her?”  Men så husker jeg på Paulus  i Ap.G. 13:14  i den tids "døde” kirke (synagogen). Jeg sagde til Herren:  ”Du véd, at også jeg er her for vidnesbyrdets skyld!"

Jeg kunne trods alt synge godt med fra salmebogen.  Den skik kender frikirkerne ikke, men en dag uden salmer er ikke en god dag i mit hjem.

Jeg deltager også i nadveren, om end ligner et rituelt ”show”. Jeg gør det for Herrens ansigt til ihukommelse af Hans død for mine synder.

Min trofaste ”besøgsven” fra Fensmark satte sig ved siden af mig.  ”Du har glemt din Bibel?” sagde han. -  ”Ja, jeg kom denne gang hovedkulds ud af døren pga. en lille lur jeg tog mig forinden.”  Men jeg havde da mit NT, som jeg brugte.  Nogle af salmerne gjorde mit hjerte godt at synge.

Min ”besøgsven” hjalp mig til kaffestuen, hvor jeg behøvede en stærk arm.  Der traf jeg sjovt nok noget familie, idet enkemanden til Signe Walsøe, Kim, også var dér.  ”Jeg véd godt, hvem du er”, sagde han, ”du er  fætter til Signes mor.  ”Ja, Jette er min grankusine”, sagde jeg halvstolt.

Jeg prøvede at følge Billy Grahams gode ex, dvs. have øje for vidnesbyrdet.   Der sad også en ikke-kristen, som jeg fik lov at vidne for.  Jeg fortalte ham, at jeg i USA ofte svarer, når de spø´r:  ”How are you doing?”  (Hvordan går det?) med modspørgsmålet:  ”Vil du gerne vide det?”  Da fortæller jeg om frelsesglæden.  ”Har du det også sådan?”, spurgte jeg venligt. Nej, bare ”almindelig” kirkegænger. Vi fortsatte, og mit kirkebesøg fik også da god mening.  Ja, også i folkekirken.  -  22.1.23 - jn