En af de kristne brødre, som hjalp mig til frigørende forståelse af evangeliet hed Rolf Svindland fra Flekkefjord i Norge.  Han kunne irritere mig voldsomt, men hans plads i mit liv som opmuntring og åndelig vejleder fortrænger dog alt negativt.  Ja, absolut.

Han gav mig engang et ord fra Bibelen (hvorfra ellers?) i min elendighed fra Es. 49:13:  ”…Han forbarmer sig over sine elendige!”  Ja, tænk Hans elendige!

Det ord ”kom” til mig, da elendigheden lige nu igen plagede mig.  Jeg blev tilhvisket, at jeg var både en af Guds elendige og ”Guds elskede”  (Rom. 1:7). Da måtte jeg igen takke Ham for dette paradoks, og ja, paradokser er der velsignet mange af i kristenlivet.

Jeg får lyst til at råbe det ud:  ”Hvor ellers hører jeg sådanne ord?  Hvem kan jeg tale med, læse om, synge om, osv. i min hjælpeløshed?  Peter siger de til enhver meget aktuelle ord:  ”Hvem skal vi gå hen til?”

 Ja, hvem?  Politikere, filosoffer, teologer, psykologer, erhvervsfolk el. andre gode kristne findes nok men uden varig hjælp for tid og evighed.  De har ikke ”livets ord” sådan som Peter sagde på alle kristnes vegne:  ”Du har det evige livs ord!”  (v. 68)

Det har gennem mit lange liv været en bærende, eksistentiel sandhed i mange slags personlig nød, hvor jeg uartikuleret fremstammede:  ”Også nu véd jeg (selvom jeg ikke føler det), at du Herre Jesus er svaret!”  Ja, ”selv nu!”  (Joh. 11:22)

Han har aldrig sagt til mig:  ”Nej, Du er for håbløs, plag mig ej mere!”  En sådan løgnetale vil min sjælefjende indgyde, men evangeliet vejer mere -   livets Ånds lov vejer tungere end syndens tyngdelov  (Rom. 8:2). 

Jeg tror ikke på kådt og overstadigt at ”hoppe” fra Rom 7 over i Rom. 8.  (Der burde ikke være adskillelse mellem de 2 kapitler).  Både elendigheden i kap. 7 og den glade  frihed i kap. 8 er til stede i enhver ærlig troendes liv.  I det mindste i mit.  29.1.23 - jn