”Støv på din Bibel fører til rust på din sjæl.”  (C.H. Spurgeon)

Min kærlighed til Bibelen er ikke medfødt, tværtimod havde jeg som dreng kun et overlegent skuldertræk til overs for bøgernes bog, som ganske vist stod i sort bind med guldbogstaver i reolen i mit barndomshjem, men hvis verden jeg var fremmed overfor.  Jeg husker, jeg en gang imellem tog den ud af reolen, åbnede den skødesløst og stillede den hurtigt tilbage på sin ensomme plads i bogreolen.  Det var mit nej tak til Bibelen.  Jeg prioriterede skønlitteraturen langt højere.

I dag følger Bibelen mig næsten som Homers Iliaden fulgte Alexander d. Store, som efter sigende sov med den under hovedpuden efter at have fået den foræret af en af sine lærere, den græske filosof Aristoteles.  Noget lignende blev Bibelen for mig, før jeg fyldte 15, hvad jeg ikke har nogen ”logisk” forklaring på.  Men det skete, husker jeg, da jeg sad alene på mit primitive kælderværelse på Amager efter at have været til 2 åndsbårne vækkelsesmøder i min morfars missionshus på Nørrebro og pludselig måtte have fat i en Bibel, som jeg ikke selv havde, men jeg fik lov til at låne min søsters Bibel i billigudgave, som hun havde ”vundet” i søndagsskolen.

Det er over 70 år siden, men jeg husker som i dag denne famlen efter sandheden – den sandhed, der er sandhed for mig (for at sige det kierkegaardsk) -  og den fandt jeg i troen på vor Herre Jesus Kristus som min personlige Frelser og på Hans ord, der er ligeså godt som Hans person.  Før var det biografture og fodbold og ”avancerede” (læs: sjofle) kammerater, jeg dyrkede, men det blev der vendt op og ned på.  Jeg oplevede sandheden af Rom. 10:17 om, at ”troen kommer af det som høres, som sker ved Kristi ord.” Sådan fandt den gode Hyrde ved sin dragende Ånd sit fortabte får.

Fra da af vidste jeg intet bedre end at sidde ved fødderne hos ældre, kristne brødre, som kunne føre mig endnu dybere ind i ordet.  Det ser jeg i dag som en Guds styrelse ej mindst i en tid, hvor Bibelen hos selv mange bekendende kristne ikke synes at stå i særlig høj kurs.  En god Indre Missions ven i Norge sagde en gang til mig:  ”Jeg kan ikke mere rejse rundt og holde bibeltimer som før i tiden, da der læses meget lidt i Bibelen.”  Sådan burde det ikke være, men ak hvor trist. 

For blot få år siden i USA blev min kone og jeg inviteret ud til et nydeligt kristent hjem, hvor også en del andre fra vore værtsfolks store megakirke kom.  Det glædede jeg mig til, for jeg tog for givet, at Guds ord til åndelig opbyggelse fik en central plads.  Men vor søde værtinde sagde til mig med et smil, da hun så min Bibel:  ”I aften skal vi ikke have noget med Bibel.  Vi skal blot være sammen, få lidt godt at spise og have det rart sammen.”  Havde hun kendt til det danske, uoversættelige ord ”hygge”, ville hun måske have brugt det, men jeg kunne ikke lade være at tænke på Martin Luthers ord, som jeg har nedskrevet i min Bibel:  ”Hvis kristne kan komme sammen, uden at Guds ord bliver forkyndt, kan de ligeså godt lade være at komme sammen!”

Ordene har særlig vægt med baggrund i Luthers opvækst, hvor Bibelen nærmest var forbeholdt de gejstlige, og det kun på latin, men, som vi alle véd, ledte Guds Ånd ham til ordet og især Romerbrevet, hvor han for første gang så ind i nådens frelsende evangelium om retfærdiggørelse ved tro.  ”Det var som at gå ind gennem paradisets porte”, sagde han senere.   Og snart blev et af hans kampråb:  ”Sola scriptura”, dvs. Skriften alene.  De mange sataniske angreb på hans trosliv er velkendte, men de blev tilbagevist med et ”Der står skrevet…” ligesom Jesus gjorde i ørkenen.

For mange år siden læste jeg i avisen, at den katolske biskop, Hans Martinsen, som i øvrigt var meget Luther-venlig, sagde i et foredrag til en større luthersk forsamling:  ”I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder for jer den Bibel, som Luther lagde så stor vægt på?”  Den katolske biskop vidste, at han ramte et ømt punkt hos sine protestantiske venner, og det ville han gøre endnu mere i dag.  Jeg fik i øvrigt hans tilladelse til at citere ham for hans udæskende spørgsmål til de fremmødte.

Selv i den kirke, der er opkaldt efter Luther (hvad Luther selv var imod), har dens mange præster ofte et meget overfladisk forhold til Guds ord.  Det er jo i kirkeåret på forhånd vedtaget,  hvad der skal oplæses fra alteret om søndagen og prædikes over (A eller B tekstrække). Den oplæste prædiken er sjældent garneret med et ”Så siger Herren”, men mere om, hvad præsten har læst i en skønlitterær bog eller oplevet på TV, som kan ”krydre” hans/hendes 10 minutters prædiken.  Ellers udfyldes kirkerummet mest med lovbefalede ritualer, men dog iblandet gode salmer, som i sig selv kan være hele prædikener og være vidunderlige at synge med på.

Jeg er personligt vokset op udenfor det folkekirkelige system, men jeg kommer gerne i kirkerne i nærområdet altid medbringende min uundværlige Bibel, hvad der ellers ikke er ”comme il faut”, men som jeg sagde til en præst:  ”Jeg gør det for at vise den Bibel ære, som jeg engang ringeagtede.”  Min Bibel er med rødt skindbind, så den er til at få øje på, men vækker ikke forargelse, selvom den nok trods folkekirkens ”sola scriptura”-lutherdom er underlig fjern. 

”Ecclesia semper reformanda est” – kirken skal stadig reformeres.  Med andre ord:  Reformationen i det 16. århundrede er ikke et afsluttet kapitel.  Den fortsatte ned igennem kirkehistorien og i troendes hjerter til personlig vækkelse.  Billy Graham huskes, især i hans velmagtsdage, for hans friske,  hyppige ”The Bible says…”  (Bibelen siger) igen og igen med selvoplevelsens kraft.

Han var godt klar over, at det ikke var nok at sende de vakte sjæle til en hvilken som helst halv- eller heldød kirke, så han begyndte ret tidligt at opmuntre de nyomvendte til at søge sammen i små ”celler” til bibelstudium og bøn.  På den måde kunne man næsten tale om ”kirken i kirken”, altså ikke stifte en ny, men ”frede” det bestående.  Jeg bliver altid glad, når jeg hører om sådanne ”celler”, hvor Bibelen er i højsædet, ikke som en tør tekstbog, men levende gjort ved Ånden (2. Kor. 3:6). Vor svigersøn er i en sådan celle, og hans begejstring smitter.  (hvad manglende begejstring desværre også gør.)

Hvad jeg har skrevet om ”den upåagtede Bibel” gælder selvfølgelig især den vestlige verden.  I lande med kristenforfølgelse behøver man ikke at organisere bibelceller, for de er der allerede, måske i skjul for deres brutale forfølgere (tænk blot på Nordkorea). 

Men her vestpå svømmer vi i Bibler, både på højtideligt dansk og på ”hverdagsdansk” og mange læser endog Bibelen på udenlandsk.  Andre går endnu videre og lærer grundsproget, hvad jeg selv er fascineret af (dog kun græsk), men den luksus kender den 3. verden ikke til.  Dér kender de den måske kun i fragmenter som fx i junglen hos indianere, som endnu ikke har lært at læse eller skrive deres eget sprog.

Det har vi.  Men vi behøver en gammeldags ”bibelvækkelse”, og Indre Missions høvding Vilh. Becks ord til de lærde teologer ved et forhandlingsmøde i 1896 er stadig aktuelle:  ”På knæ for Bibelen, professorer!  -   26.9.22 jn