Hellig humor Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 14. oktober 2009 13:05

Hellig humor

Spørgsmål:  Er det forkert for en kristen at have humoristisk sans?  Eller hvad er balanceforholdet mellem humor og alvor?

Svar:  Nej, det er selvfølgelig ikke forkert at have humor som kristen.  Jeg vil hellere sige, det er forkert ikke at have det.  Humoren er en del af Guds skaberværk.  Tænk bare på de mange, forskellige dyrearter, Han har skabt.  Får mange af dem dig ikke til trække på smilebåndet?  Så sig ikke at vor majestætiske Skaber ikke har humor!

En missionsleder gav en missionskandidat denne formaning:  "Hvis du ikke tager en god portion humor med dig, skal du ikke tænke på at rejse på missionsmarken!"  Jeg tror, han havde ret.

Ingen bør heller tænke på ægteskab eller sætte børn i verden uden humor.  Uden humoristisk sans går det efter min mening heller ikke an at tale godt med mennesker. En bogholder eller et begravelsesbureau kan måske nok klare sig uden humor, men det er i så fald absolut undtagelser.

Du har måske hørt om den syge lille pige, der takkede Gud for alle dem, der kunne få hende til at le!  Børnene flokkedes om Jesus.  Men børn drages ikke til en voksen, som aldrig smiler og aldrig ler.  "Jeg har set far smile", sagde et barn til en mor, jeg kendte.  Faren var nemlig en lovbunden alvorsprædikant, som aldrig så glad ud, så hans smil var en sensation.

En kristendom uden humor er en morbid kristendom.  Om universets Konge står der:  "Han, som troner i Himlen, ler..."  (Salme 2:4).  Hvorfor gør Han det?  Jo, de små hedningers små, knyttede hænder imod Ham var ret beset latterlige.  Akkurat som da jeg så mit barnebarn som eetårig i et irriteret, oprørsk øjeblik feje alle klodserne af bordet.  Vi lo, fordi det var en babys oprør.

En brandmand blev mobbet på sin arbejdsplads og kollegerne gjorde grin med helvede.  Billy Graham gav den troende brandmand det råd:  "Hvad med lidt humor?  Sig til dem: "Måske ville I dernede kunne få brug for en brandmand!"

Humor er som sagt del af skaberværket. Jeg taler ikke om at være pjattet eller frivol eller om mennesker, der aldrig kan være alvorlige, når alvor er påkrævet.  Men den rene humor betragter jeg som en gave, som jeg ofte har kunnet koble af med blandt gode venner, måske en aftenstund efter anstrengende møder.

-jn-
2.12.07

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)