Herlufsholms skov

Et åndehul jeg finder
I skoven på en bænk,
Og solen, som nu skinner,
Snart afløst bli´r af stænk
Fra tunge skyer våde,
Som driver ej forbi,
Mens glade og livskåde
Børn springer på en sti.

De har, hvad jeg nok savner:
barndommens energi,
som bøgeskoven favner
med al dens poesi,
men deres livsmod tænder,
så jeg bli´r ung igen
og føler mig blandt venner,
med hvem jeg går i spænd.

Og gennem skoven sagte
Sig bugter Suså´s vand,
Dens livskraft at betragte
Gør godt, hvis du det kan,
Små ænder dovent driver
Med strømmen uden stress,
De mig den visdom giver,
Som hedder:  Vær tilfreds!

Et åndehul blandt mange
Er Herlufsholmens skov,
Som alle vil indfange,
Behersket af den lov,
Som ung og ældre byder
Sig at udfolde frit,
Guds skaberværk jeg nyder
Om end med mindre skridt

-jn-