Forside Artikler Om at tale godt sammen
Om at tale godt sammen Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 23. september 2022 07:10

Vor ypperlige dansk/norske svigersøn bad om at tage et billede af mig med min dyrebare Bibel i hånden.  Jeg slog op på Mal. 3:16: ”Da talte de, som frygter Herren, med hverandre.  Og Herren lyttede og hørte efter…”  Et relevant profetord om opbyggelig samtale.

Kristne, der har det godt med Gud, taler altid godt sammen.

Men ikke altid. Jeg har kendt brødre, som pga. småting ser hver sin vej, selv i kirkerummet.  Dette er en syg kristendom.

Jeg talte en gang i Vestnorge med 2 uforsonlige kristne brødre med bopæl tæt på hinanden.  De havde ikke talt sammen i over 40 år pga. en bagatel om noget jord.  Jeg talte med dem begge herom, men forgæves. 

Gudfrygtige kristne lader sig fylde af Ånden (Ef. 5:18).  Da taler man godt sammen  (v.19) med spontant lyst til også at synge sammen, hvad  vi gør alt for lidt i vore kristne hjem.  En kvinde sagde fejlagtigt til mig:  ”Jamen, det gør vi henne i menigheden…”. Javel, men hvad med hjemmene?

Hvad fylder Ånden os med?  Vor Herre Jesus Kristus!   Jeg kom engang som ung i USA ind i noget glædesløs lovtrældom. En ven sagde til mig:  ”Jørn,  jeg kender dig ikke igen, for før ophøjede du Kristus…”” Han havde ret, men ved nådens evangelium  (Ap.G. 20:24) kom jeg ud af det liv.

Jeg spiste en dag lunch med en håndfuld gamle skolekammerater (5 i alt).  Jeg spurgte:  ”Taler I aldrig om livets korthed, og at I snart skal herfra?”  - ”Aldrig!” lød det trodsigt.  En af dem havde prøvet at tage sit liv og ønskede ikke at høre om Gud.   Mit glædesbudskab afslog hun i sit ulykkelige, gudløse mørke.  Det giver ingen mening, synes jeg.

Men det behøver ikke at være sådan, for endnu i dag står evangeliets indbydelse ved magt.  ”Kom til mig”, siger vor Frelser, og man skulle tro, alle løb om kap til Ham, men sådan er det ikke.  Ulykkeligvis. 

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)