Mange gode kristne er ikke lykkelige.  De oppisker måske en slags ”lykkerus” på kristne møder med ”lovsang” akkompagneret af rytmiske instrumenter, men i en ikke-mødesammenhæng virker de glædesløse og  - undskyld mig -lidt triste.

Rom. 7 og 8 giver solid undervisning, der sætter denne åndelige misere på plads. Men, ak, en sådan undervisning fra Guds ord er der ikke megen gehør for idag.

Apostlen taler i Rom. 7 om den gådefulde og smertelige konflikt, der er i en troendes liv, som med sit indre, nye menneske glæder sig over Guds lov (modsat de vantros had til den), men som på den anden side indfanges af synden (syndenaturen) i os (Rom. 7:17, 20)  der ikke vil blive hverken forbedret el. udryddet.

Begge naturer findes i en sand troendes liv.  Forvirring el. uklarhed angående dette spørgsmål fører ikke til den frigjorte glæde, der får bægeret til at flyde over.  Men, tak og lov, der findes et forløsende svar på glædesløsheden, nemlig i Jesus Kristus. 

Når Guds Ånd herliggør Kristus for ”det indre menneske” med alt, hvad Han er og har gjort for os, bliver Kristus vort fokus.  Synden (syndenaturen) i os fjernes ikke, men dens ”tyngdelov” lov er ophævet i Kristus.  Rom. 8:2

Du hopper ikke lige over fra Rom. 7 til Rom. 8.  Både Rom. 7 og 8 er til stede hos enhver genfødt troende.  Men læremæssig klarhed er ikke nok, -   det må blive vor praktiske erfaring.  Tro ikke dem, der taler om at være ”fuldt overgivet”, -  det er de jo ikke selv i forgæves forsøg på helliggørelse og ”overgivelse”. -

Men at se hen til vor Herre Jesus, i hvem jeg er gjort til det, jeg aldrig selv kunne være eller præstere mig til, er en ganske anden sag.  Og som der står i min bibeloversættelse (fra 1948):  ”Sagen selv kom med Kristus!” (Kol. 2:17).  Han overskygger alle andre skyggefulde sager, som vil plage os.  

”Tænk aldrig på dig selv uafhængigt af Kristus!”  (F.B. Meyer)

14.7.22 – jn