Vort demokratiske folkestyre er at ligne med ”børn, som sidder på torvene” og råber op i munden på hinanden (Mt. 11:16-17).  I en sådan børnehave indbilder man sig voksen modenhed og forstand excellerende i mange, mange ord kommende fra en visdom, der ”stammer fra denne verden”  (1. Kor. 2:6).

Vi ser det anskueliggjort for åbent tæppe disse dage fra Christiansborgs politiske sandkasse.

Men… vi bruger også ord, men ikke i et forsøg på at være denne verdens ligemænd eller jævnbyrdige,  ”nej, vi taler Guds visdom”  (v.7) ikke på verdslig vis eller efter deres know-how bøger, men med ”Ånden fra Gud (v. 12) og Åndens åbenbarelse (v. 10).

At tale ”Guds visdom” (i modsætning til verdens visdom) er at forkynde Kristus, som er ”Guds kraft og Guds visdom (1. Kor. 1:24) – ja, intet mindre, dvs. med en Åndens salvelse og ”livsalige ord”  (Luk. 4:22) og dog ”i svaghed og frygt og megen bæven”  (1. Kor. 2:3), men vi taler dog og er ikke mundlamme, for det er umuligt (Ap.G. 4:20).

Denne tale kan for enkeltes vedkommende være til store forsamlinger, men andre taler og forkynder Kristus på tomandshånd (sådan som Herren selv gjorde igen og igen).  Men tale må vi – både ved vor blotte tilstedeværelse og med mundens frimodige bekendelse.

Der skal i virkeligheden ikke så meget til, når vi lader os lede af Ånden.

3.7.22 - jn