Forside Artikler Korsets forargelse
Korsets forargelse Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Onsdag, 22. juni 2022 17:22

”Men jeg, brødre! – Dersom jeg endnu prædiker omskærelse, hvorfor forfølges jeg da endnu?  Så er jo korsets forargelse borte!”  (Gal. 5:11)

Hvad mente apostlen?  Han siger klart, at hvis han blot ville prædike evangeliet som de ”indsnegne falske brødre” (2:4) blandet op med Kristi nåde og et lov-evangelium – ja, så ville korsets budskab ikke være så forargeligt. Forargelsen ville være borte!

Den falske fornyelse hos galaterne var i praksis glædesløs  (4:15). ”Klimaet” blev ukærligt og dårligt (5:15).  Der var formelt plads til korset, men ikke til dets æreløse budskab.  Mit Kristus-vidnesbyrd i en avisdebat, kvitterede en ateist for med denne hovmodige bemærkning:  ”Jeg ønsker ikke, at nogen skal tage skraldet for mig!”

Paulus reagerede nådesløst mod enhver forvanskning, hvor karismatisk den end optrådte.  Det var okay, at han forkyndte Jesu død på korset, hvis han blot ville tåle judaisterne (de falske brødre) m. deres tillæg til korsets ord, thi da ville der ikke være noget ”forargeligt” ved korset, som de venligt nok skulle finde plads til.

Men korsets ord fratager os al ros og ære samt alle velmente, fromme og ”helhjertede” forsøg på bifald og gunst hos Gud og mennesker. 

Korset er Guds dødsdom over den dårligdom i os, som hedder ”kødet”  (Rom. 8:2) trods al tilkæmpet religiøsitet og ydre ”anseelse” hos mennesker  (6:12). Det afklæder os ind for Gud som hjælpeløse syndere, strafskyldige og med munden lukket (Rom. 3:19) med korset og Jesu blod som eneste, akutte redning.

Dette er det forargelige ved korset, og den forsmædelse må dets vidner tage på sig.  En af mine norske venner læste op på et bedemøde 1.Kor. 2:1-5 og sagde:  ”En sådan prædikant vil jeg gerne være!”  Jeg ønsker af hjertet at kunne sige det samme.

En synder, som er frelst af nåde (Ef.2:8) i den korsfæstede og opstandne Kristus, står i et nyt barneforhold til Gud uden lovens hammer og forskrifter (Kol. 2:20-23).  Han kan vidne om evangeliets sande glæde stik modsat lovtrældommens glædesløshed. 

Den norske digter Arne Garborg kunne sige:   ”Når mennesket mister evnen til at glæde sig, må det nøjes med moro (sjov)!”  Men glæden i Herren er noget ganske, ganske andet. Der er nemlig den herliggjorte Herre Jesus Kristus til forskel!  Tak og lov!

4.6.22-jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)