Forside Salmer Et nul plus Gud
Et nul plus Gud Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 14. oktober 2009 11:27



Mel.:  O, tag det ord på vejen med….

Et nul at være plus vor Gud
Er hvile for vor sjæl,
At være blot Hans sendebud
Vi mer ej ønsker, vel?

Gud ej sin ære del vil
Med syndigt kød og blod,
Selv bedste evner slår ej til,
Nej, heller tværtimod!

Thi ej ved styrke eller magt
Samt kraften i din hånd
Gør noget menneske opvakt,
Det sker kun ved Guds Ånd!

En sjæl du måske vundet har?
Men før så vidt du kom,
Dog Helligånden virksom var,
Før synd´ren vendte om!

Men fyger om dig ord med spot
I mængde uden tal,
Tab ikke modet, men vær blot
Tro mod dit vidnekald!

Når tomme kar Guds Ånd har fyldt,
Har vi ej bedre kår,
Giv hvad Han gav dig uforskyldt,
Alt du i Ham formår!

Ja til kanal du er udset
For frelsens kildevæld,
Just sådan er dig fryd beredt
Fra morgen og til kvæld!

Til dig vi gi´r os hen på ny,
Du Helt fra Golgata,
Snart ved dit kommes morgengry
Vi rykkes bort herfra!

-jn-

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)