I min ufrivillige isolation holder Herren også ”lovsangsmøde” med mig., dog ikke med øredøvende rytme-instrumenter, men med hjertets nye strenge smukt afstemt til  åndelige sange og salmer (Kol. 3:16).

”Og synger med taknemmelighed i jeres hjerter for Gud”, opmuntres vi til i Kol. 3:16.  Dette er, hvad min taknemmelighed tilsiger mig at vidne om…

… nemlig om Kristus som svaret på al iboende, syndig elendighed som balsam og lægedom levendegjort ved Hans gode Ånd.

Dette evangelium ”om Hans Søn”  (Rom. 1:3) gør mig ikke til ”kastebold” mellem de 2 ”tyngdelove” el. stridende parter, som aldrig slutter fred med hinanden.  Enhver ærlig kristen kender til denne iboende konflikt.

Du har måske hørt om kong Gordius, som i sin stridsvogn havde bundet en uløselig knude (den gordiske knude).  Den, som kunne løse den, ville ifølge et orakel blive den nye verdenshersker.  Alexander den Store prøvede ikke på at løse den, men huggede den over med sit sværd

Vor Herre Jesus har hugget syndenaturens uløselige knude over på Golgata som den nye Hersker og Frelser med den ”livets Ånds lov”, hvis frihed det er vort privilegium at leve i.  Ikke blot som teologi og teori, men som en erfaringsmæssig og personlig erkendelse.

Hvad jeg her skriver, er ”volapyk” for religiøse mennesker med al deres”viljestyrke” og ”principper”, men som mangler det vigtigste, nemlig at erkende sig håbløs fortabt ind for Gud og som tolderen i templet (Luk. 18:13) kaste sig på Hans frelsende, uforskyldte nåde i Kristus Jesus. 

Siger et sådant evangelium ”Amen” i dit hjerte? Eller hvad?  -  26.4.22 - jn