Forside Poesi Elendig i mig selv – men frigjort i Kristus!
Elendig i mig selv – men frigjort i Kristus! Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Torsdag, 28. april 2022 20:19

Melodi:  Kærlighed er lysets kilde..  (DDS 696


Er du i dig selv elendig?

Fuld af syndens bitre gift?

Er din tro kun ufuldstændig

uden indre hellig drift?

På dig selv du kan ej pynte,

ak, du derpå tit begyndte,

men jeg har til dig godt nyt,

hvad der end er dit gemyt!


Evangeliet la´r dig sige,

at i Kristus får du svar,

du i Ham skal dig berige

med, hvad Han dig skænket har!

Se i Kristus dig retfærdig,

føler du dig end uværdig?

Et med Ham i død og grav,

stil ej mere flere krav!


Stræb da ikke mer forgæves

på at være god og from,

thi hvad af dig ellers kræves,

dette vidner korset om!

Kristus gjorde dér til fulde,

hvad der for dig gøres skulle,

og hvad ondt der er i dig,

har din Frelser ta´t på sig!


Dette dig en frihed giver,

se, Hans Ånd dig giver kraft

med en glad og hellig iver,

som du ikke før har haft!

Ja, som frigjort Han dig driver

og en indre trang dig giver

til at leve dette liv,

hvilket herligt perspektiv!


25.4.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)