Forside Salmer Lovsangstronen om frelsen i Kristus
Lovsangstronen om frelsen i Kristus Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Torsdag, 10. marts 2022 08:27

”Og dog er du den Hellige, som troner på Israels lovsange!”  (Sl. 22:4)

Melodi:  Et kors det var det hårde, trange leje… (DDS 209)


En lovsangstrone Ånden i os rejser,

når trodsigt vi ej mer i hovmod knejser,

for syndere Guds nåde har erstattet

det tomme liv, vi førhen havde skattet!


En sådan lovsang Herren særligt ynder,

Han, som udsletted´ vore mange synder

som Stedfortræder med sit blod det rene,

der flød fra korset, hvor Han var alene!


Jeg i min vantro blodet ringeagted´,

jeg denne verden heller eftertragted´,

mit hjerte var for syndens liv en trone,

som ej gav plads for nogen lovsangstone!


Men Herren vidste, hvor jeg var at finde,

Han ville mig om Golgata påminde,

jeg så, Han som Forsoner for mig døde,

ved denne sandhed lod  jeg mig genføde!


Det med fortabelse skal ikke ende

for den, som sig til Frelseren vil vende

og komme hjælpeløs til Ham som synder,

thi frelse for fortabte Han forkynder!


10.3.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)