Ukraine-krigen er selvsagt dagens alvorlige samtaleemne, hvor Putin er ærkeskurken (den onde), medens den vestlige verden (de gode) vedtager ”retfærdige” sanktioner,  som analytikerne dog tvivler på vil hjælpe.

Situationen kan Vesten ikke afhjælpe.  Manden til min kones irske veninde vil altid gerne diskutere Gud med mig, især nu i relation til krigen.  Vesten udtænker forgæves svar, men  genfødte kristne peger på den eneste, holdbare forløsning i Kristus som Vejen, Sandheden og Livet.

Med åndelige våben ”nedskydes” ikke-kristnes  tankebygninger (2. Kor. 10:4) , og min diskussionslystne ven  konfronteredes med omvendelsens  nødvendighed.  ”Men det afviser du, og derfor vil du være blandt dem, der med kyshånd vil tage imod den falske ”messias”, som scenen lidt efter lidt lægges til rette for, og som i Bibelen kaldes ”antikrist” og ”dyret”.

”Men gid du ville få det som ligesom jeg selv har det”, sagde jeg med Paulus´ord (i Ap.G. 26:29), men du bare ryster på hovedet ad det hele!”

Dagens samtaleemne fyldte igen godt op, da jeg samme aften talte med en skolekammerat i telefonen.  Det var uundgåeligt, eftersom hun har en russisk svigerdatter.  Men evangeliet trådte i karakter ved Åndens vidunderlige hjælp. Dog intet skete trods hendes religiøsitet og folkekirke.

Hykleriet er iøjnefaldende med tanke på, at både det russiske og ukrainske folk tilhører samme kirke (den ortodokse) med samme Bibel og samme bekendelse til den korsfæstede og opstandne Jesus, men denne bekendelse har ikke bragt forsoning i praksis.  I stedet for det, apostlen kaldte ”forligelsens (forsoningens) tjeneste” (2. Kor. 5:18), er det blevet til ”blod og jern”, som i 1864 var Bismarcks parole i krigen mod Danmark.

Det akutte alvor skal ikke ”dopes” med ligegyldig underholdning og tom snak, men være en ny anledning til at pege på det moderne, fortabte menneskes absolutte eneste Frelser, vor Herre Jesus Kristus.     28.2.22 - jn