Engang i Canada fortalte en krigsveteran mig lidt fra 2. verdenskrig.  I ruinerne i Tyskland var han pludselig ”lost”.  Pludselig dukkede der en motorcyklist op og tog ham med og bragte ham i sikkerhed.  Han sagde til mig:  ”Helt til denne dag er jeg overbevist om, det var en engel.”

Engang i Norge på forretningsrejse sneede jeg håbløst inde ved en fjell-overgang.  Jeg var dødsens angst og råbte fortvivlet til Gud i dette hvide mørke.  Et køretøj dukkede pludselig op og tog mig med til et fjellhotel. ”Den norske vinter er ikke sådan at spøge med, gut”, smilede han. Jeg kunne ikke slippe følelsen af, at Gud havde sendt mig en frelsende engel.

Da jeg i går kørte på egen hånd og shoppede i Næstved Storcenter efter at have afleveret min kone på Sygehuset*), kunne jeg pludselig ikke gå det sidste stykke hen til min bil.  En håndværker trådte til og næsten bar mig ind i bilen på P-pladsen.   Jeg kom  hjem og satte mig på en bænk ved vor gadedør.  En ældre, sød og svagtseende kvinde blev en ny frelsende engel.  Hun fik fat i naboer, som hjalp mig ind og viste mig stor venlighed.

I dag takkede jeg barnligt Gud for gårsdagens ”tjenende ånder” i menneske-skikkelser til frelse i en akut situation.  Jeg forstod ligesom Hebr. 1:14 på en ny og praktisk måde og fyldtes med usigelig glæde og fred., Du kan måske på en eller anden måde nok vidne om det samme?

Forunderligt at være med Herren på den måde ” i smult vande”!

22.2.22 – jn

*) hofteoperation, som gik godt!