Forside Artikler Frelsens uforskyldte gave
Frelsens uforskyldte gave Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Mandag, 21. februar 2022 10:24

”Thi af nåden er I frelst ved tro, der skyldes ikke jer selv, Guds er gaven!”  (Ef. 2:8)


Da jeg var ganske ung i troen og fortalte, at jeg var frelst, blev jeg af flere religiøse mennesker modsagt, for de sagde:  ”Det kan du i dette liv ikke vide, om du er!  Det vil blive afgjort af Herren ved den store, hvide trone.


Det er der stadig mange, der siger – fromme, kristelige mennesker, som tager deres kristendom alvorligt, men dog ikke tør sige:  ”Vi er frelst!”


Jeg talte dengang med min ven, Th. Mundus, herom.  Han gav mig dette forløsende ord:  ”Af nåde er I frelst!” og fortalte, hvor det stod. Men,-  og der kom altid fra visse sider et ”men” - , det kommer an på, om jeg levede så´n og så´n, for der står jo, at ”den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst!”  (Mt. 10:22), underforstået:  Det er ikke 100% sikkert, at du vil holde ud!


De, der dengang modsagde mig, mistede selv ikke frelsen, men forlod denne verden som frelste mennesker på grund af Jesu Kristi nåde.  Men der var også de, som ikke kendte til frelsens glæde og gik religiøse møder/kirker, men gjorde dog sit bedste.  I udgangspunktet havde de som oftest ikke selv oplevet at blive frelst og født på ny.  Det vrimler med sådanne glædesløse sjæle.


Midt i den omsiggribende vækkelse på aposteltiden kom der også dengang protester fra nidkære lovlærere, som forkyndte:  ”Hvis I ikke lader jer omskære efter Moses´ skik, kan I ikke blive frelst!” Ap.g. 15:1.  Det giver ingen mening i dag, men dengang var det aktuelt, og bølgerne gik højt i den efterfølgende ordstrid.  Parolen var og er det endnu:  Der må mere til end bare nåden!


Den gordiske knude blev hugget over, da Peter overfor sine jødiske brødre berettede gode nyheder fra sine vækkelsesmøder og sluttede sin glade beretning med ordene:  ”Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske på samme måde som de!”  (v.11).


Han sagde:  ”Vi bliver frelst…” for sådan er det:  Vi både blev frelst og frelses fremdeles udi al fremtid ”ved Herren Jesu nåde”.  Kan vi, som har set os frelste i Jesus Kristus gå fortabt?  I teorien ja, men ikke i praksis, for Han har jo selv sagt:  ”Thi dette er min Faders vilje… at jeg ikke skal miste noget af det, som Han har givet mig…”  (Joh. 6:39).  Djævelen vil ikke komme til at sige:  ”Ha, du såkaldte menneskesøn, du troede, de var dine, men jeg fik dem alligevel til sidst!” 


Med frelsens vished og glæde har vi et sjælevindende vidnesbyrd overfor de fortabte i den pågående åndskamp, for det er nok rigtigt, som det er blevet sagt:  ”Kan djævelen ikke hindre dig i at blive frelst, vil han gøre alt for, at du ikke skal blive redskab til andres frelse!”


15.2.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)