Jeg blev i morges mindet om disse to ord, som i min Bibel står i 2. Tim. 3:10, 14 og 4:5.  Ordene ruskede  i mig med baggrund i den rådende skinhellighed, nydelsessyge og fremmedgjorthed for den praktiske efterfølgelse af Paulus, som er lig med Kristi efterfølgelse.  1.Kor. 11:1.

Dette ”skær af frelsthed” (som Seidelin oversatte ”skinhellighed”) uden sand gudsfrygt er ude efter os alle, så vi bør tale varsomt herom, - thi: ”den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder”. 1. Kor. 10:12.

Et troende menneske kaldes til at være en hellig kontrast (det ligger i ordet ”du derimod”) til den syndige praksis, der nævnes i 2. Tim. 3:1-5 under besnærende dække af en populær og udvortes fromhed.

Ta´r vi denne kontrast alvorligt? (dvs. skellet mellem verden og Guds rige).  Ordene ”du derimod” er i den religiøse tidsånd blevet til et ”desuden”  el. ”i øvrigt”, dvs. som gode råd i tillæg til det hykleriske liv, apostlen netop har beskrevet.  Men der står ”du derimod” som et kald til som den levende fisk at svømme imod og ikke med strømmen.

Det er et kald til at være en ener .  ”Stærkest er den mand, der står alene” (i Ibsens ”En folkefjende”).  Sådan også med os, som i en given situation ”siger fra” og ikke plaprer alle efter munden eller bliver en af dem, der taler, hvad der ”kildrer deres øren”  (2. Tim. 4:3) alt efter tidens luner.

En sådan ”ener” er forankret i ordets ”sunde lære” (2. Tim. 4:3), og hvad e sår det?  Det er den lære, som fører til et sundt liv.  Ak, Bibelen står ikke i høj kurs blandt bekendende kristne.  Vi gør vel i at mærke os John Bunyans ord, som han skrev i sin Bibel:  ”Enten vil denne bog holde dig borte fra synden eller også vil synden holde dig borte fra denne bog.”

Den er ”indblæst” af Gud, og måtte Han også ”blæse” på os med sin Ånd.  Vi trænger til et sådant ”pinsevejr” over vort liv igen og igen.  7.2.21 - jn