Jeg blev meget velsignet, da jeg gik til en nedbøjet, depressiv ven her i byen.  ”Gik” er nok så meget sagt, for jeg kom pr. telefon, da jeg selv er handicappet, men også ad den vej kan man nå langt ud.

”Her kommer aldrig nogen”, sukkede denne ældre enkemand på 92.  -  ”Jamen, så kan vi tage hinanden i hånden”, sagde jeg, ”vi befinder os i hvert vort isolationsfængsel.”  Jo, vi var helt på bølgelængde.

Jeg tænkte på en gammel ven i Norge fra min ungdom.  Han hed McKinnon, og var en norsk-talende skotte og en meget fascinerende forkynder, der levede Herren nær og var hjemmevant overalt i Bibelen.  

 Han fortalte, at når han skulle besøge en ven i nød, bad han ofte om en ”lærlinges tunge”, som der står hos Es. 50:4, ”… at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.”  Det havde jeg også brug for i min sjælesørgeriske samtale med min ven gennem snart 45 år.

”Du véd, Paulus skrev 5 trosstyrkende fangebreve, og jeg dvæler ofte ved det fangebrev, vi kalder Efeserbrevet.  Man skulle ikke tro, det var en lænket fange, der skriver dette lovprisende og frigjorte brev.” 

Paulus´ ydre omstændigheder var deprimerende, dog befinder han sig ”i det himmelske” og glæder sig over sin stilling i Kristus og Åndsfylden i Ham, iført ”Guds fulde rustning” med opmuntrende ord om den troendes åndskamp i dette åndelige mørke.  Han var en ”ambassadør” i lænker.

”Det er et brev til dig og mig dér, hvor vi befinder os i hvert vort ”fængsel”, sagde jeg.  I tlf. oplevede vi  ”de helliges samfund”.

”Behold telefonrøret for dit øre”, bad jeg min ven, og så sluttede vi med en fin bønnestund i telefonen.  Det véd jeg, andre også praktiserer.  Måske i  omstændighedernes lænker, - dog ”i det himmelske”.  22.1.22- jn