Forside Artikler Frelsen og fylden i Kristus kontra forblommet religiøsitet
Frelsen og fylden i Kristus kontra forblommet religiøsitet Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 04. februar 2022 16:29

Mit hjertes lovprisning af frelsen og fylden i Kristus kan kun  fremstamme ordet TAK.  Evangeliet har gjort mig til en taknemlig ”romer” ud fra ikke blot min forståelse af Romerbrevet, men ud fra den personlige erfaring, jeg har gjort med de mægtige lærdommene i dette brev.  Det kunne jeg dvæle ved meget længe.


Romerbrevet har ikke gjort mig religiøs sådan som meget af min slægt på min mors side var det, men her hjælper Ånden mig til fortrøstning i min Frelser som den bærende klippegrund, retfærdiggørelse, åndelig frihed, helliggørelse og ”et helt nyt liv” (Rom. 6:4), der har gjort sig færdig med det gamle liv.


Blot lidt religiøsitet ”til husbehov” fører ingen vegne, og som det var på Jesu tid her på jorden, var det de religiøse, som var Hans værste modstandere.  Ja, sådan er det stadig.  ”Kristeligt Dagblad”, som vi fik foræret et abonnement på i julegave er spækket med religiøsitet, uforløst præste- og biskoppelig snak, kirke og liturgi, reklamefremstød, etc., men med liden eller ingen plads til et personligt, selvoplevet Kristus-vidnesbyrd.


Tænk om vor celebrerede  dronning kunne sige mere end ”Gud bevare Danmark” og lign. småreligiøse krusninger på overfladen, ja, hvor ville det være godt for Danmark.   Den svenske prins Oscar Bernadotte(1859-1953) – Folke Bernadottes far -  havde et levende Kristus-vidnesbyrd og oplevede, hvordan kold luft blæste imod ham, den ”religiøse fanatiker”, fra hoffet, - dog var også andre i det svenske kongehus berørt.


Prins Bernadotte nøjedes ikke med at være religiøs.  Det i sig selv ville have været acceptabelt ”, men han vidnede om frelsen i Kristus.  Det var ham, der sagde om Jesu ord i Matt. 11:28:  ”Kom hid til mig alle…” osv.:  ”Du kan stave ordet ”alla” forfra eller bagfra, det står stadig alla!”


Mærk dig alvoren i ikke blot at være religiøs og religiøs ”acceptabel”, thi faren er at blive revet med af død ”kulturkristendom” og nedarvet, hævdvunden kirkefromhed, hvorimod Jesu omvendelsesforkyndelse som udtrykt i Hans absolut korteste vækkelsesprædiken trænger sig på med guddommelig autoritet:  ”Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet!”  (Mk. 1:15). 


O, nedgør ikke hånligt denne omvendelsesforkyndelse, sådan som ofte pæne og dannede religiøse mennesker gør.  For det er måske netop en personlig omvendelse og frelsende erfaring med Kristus, du mangler?  -  15.1.22 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)