Forside Artikler Inde i varmen!
Inde i varmen! Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 14. januar 2022 11:32

”Og de gik ind i huset…”  (Mt. 2:11

Der stod ikke en dørvogter ved huset, som sagde:  ”I kan ikke komme ind uanmeldt!  Bliv udenfor! Rejs hellere tilbage hvor I kom fra!”  Nej, dette blev ikke sagt til de vise mænd fra Østerland.  Jeg har en opbyggelig bagtanke med dette tankeeksperiment. Prøv derfor at læse videre, hvis du har et par minutter i overskud.

Evangeliet taler  af Herren selv om at ”gå ind” for ikke at blive stødt ud igen.  Jeg tænker her på et ord af Jesus, som min norske svigermor engang blev så glad for, da jeg delte det med hende.  Det ord står i Joh. 6:37:  ”Den, som kommer til mig, vil jeg slet ikke støde ud!” 

På norsk er det mest korrekt. Den siger:  ”støde ud” og ikke ”støde bort” (som på dansk).  Men også vor ældre ovs. siger som på norsk. Det græske ord ”ek-ballo” betyder nemlig ”kaste ud”.   ”Ek” betyder ud og ”ballo” betyder kaste.  Jesus, hvem al magt er givet, tager fuldt ansvar for dem, der kommer til Ham og lover, at Han ikke el. ”slet ikke” (dvs. på ingen måde) vil kaste ham/hende ud udenfor.  Ordret oversat.

Det betyder, at den, som kommer til Ham allerede er inde!  Han kunne kaste dem udenfor, men det gør Han ikke. Og i al evighed slet ikke!   Det var det min norske svigermor var så glad for.  Den, som kommer udefra til Ham er allerede inde og forbliver inde!  Dem udenfor kan Han ikke kaste udenfor, for de er jo allerede ude!

Det var en sådan evangelisk Ånd, der mødte de vise mænd fra Østen.  De rejste godt nok tilbage til Østen, men i bevidstheden om, at de i mødet med Jesus allerede var indenfor i Hans rige.  Den vished giver Hans Ånd også i dag det fortabte menneske, som vender sig hjælpeløst til de fortabtes absolut eneste Frelser.

Det er nu mange år siden, jeg som knapt 15-årig kom famlende til vor Herre Jesus og kom indenfor. Her tæt på evigheden er det mig en gåde, hvorfor Han trods mine mange fejl og brist gennem årene har beholdt mig derinde!  For jeg må sige som David:  ”Min brøde, den er stor!”  (Sl. 25:11) og mine synder er mange.

Men aldrig har jeg sat så megen pris på 1. Joh. 1:9 og Åb. 22:14 som nu.  Og det er måske grunden til, at mine legemlige skrøbeligheder har sat mig i et slags isolationsfængsel i stilhed, for at nådens evangelium skal stå endnu mere i relief for min syndige sjæl.  En sådan isolation véd jeg, der er andre end mig, som kender til!  Ja, måske endda her i julen! Men altså:  Indenfor, ikke udenfor! Tak og lov! -  23.12.21 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)