Forside Artikler ”Se, det barn…!”
”Se, det barn…!” Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 14. januar 2022 11:30

Simeon profeterede henvendt til jomfru Maria:  ”Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som skal modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge!”  (Luk. 2:34-35)

De ord gjaldt hende både som mor og især som den lidende efterfølger af den Frelser, hun havde født tilbedende Gud som netop hendes Frelser, mens hun selv så sig som Hans benådede og ”ringe tjenerinde” (Luk. 1:48) og ej som en syndfri helgen el. den majestætiske ”Himmelens dronning”.

Dermed identificerer hun sig med alle lidende efterfølgere, som også oplever at blive gennemboret i sjælen som ”slagtefår dagen lang”, men dog trods lidelser som sejrende kristne (Rom. 8:36-37).  Dette skete for Maria i Israel med dets fjendskab mod hendes og Guds evige Kongesøn.

Dette ”sværd i sjælen” opleves i dag af lidende og forfulgte kristne.

Det behøver ikke altid at være forfølgelse ”indtil blodet”  (Hebr. 12:4), for det sker til alle tider alle vegne, hvor ”et gudfrygtigt liv i Kristus” (2. Tim. 3:12) praktiseres i modsætning til et liv i verdslighed som ”kødelige” kristne, hvad Paulus oplevede for en tid hos Korint-menigheden med stor lidelse i sjælen, og det fremkaldte mange tårer (2. Kor. 2:4).

Jeg ledte engang, før jeg rejste til USA, en ung mand til Kristus, og jeg bad ham søge fællesskab med andre kristne, hvad han også gjorde.  Men han skrev til mig, hvor skuffet han var blevet efter et samvær med troende mennesker i et privat hjem.  Han hungrede jo som nyfrelst efter åndeligt fællesskab og Guds ord, men fik det modsatte blandt bekendende kristne.

Ak, sådan kan julen blive i frivole kristne hjem i dag.  Det tog mig dog om hjertet engang i USA, da jeg hørte et børnekor synge i en kirke:  ”Happy birthday to You, happy birthday to You, happy birthday dear Jesus, happy birthday to You!”  Sådanne rene hjerter gør julen til det, den gerne skulle være, og det bør vi med barnets sind opmuntre hinanden til.      -   26/12.jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)