Min grønne plæne

En ånd´lig visdom mig min plæne lærer,
Om end den måske synes dig banal,
Forfæng´lig storhed aldrig den begærer
På sit tilmålte, grønne areal.

Den år for år af os nedtrampet bliver,
Men mister ej sin farve grøn og frisk,
Den i sæsonen gror med særlig iver,
”Kom, læg dig”, hvisker den forførerisk.

Da ser som den jeg Himmelen fra neden,
Mens sælsomt jeg i Ånden løftes op,
Jeg sødligt mærker duften, nyder freden,
Som sig nedsænker over sind og krop.

Grøn er den altid, denne kære plæne,
Selv når den vinterdvalen sover ud,
For straks ved vårens komme os at tjene
I al sit håbefulde, grønne skrud.

Dens nedre plads os maner som eksempel
Til Kristi efterfølgelse på jord,
Guds herlighed i os som Åndens tempel
Kun i en bøjet synders hjerte bor!

24.2.05

-jn-