Forside Artikler Jesus – både sandt menneske og sand Gud!
Jesus – både sandt menneske og sand Gud! Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 14. januar 2022 11:23

En syrisk kristen spurgte mig, da jeg tilkendegav mig som kristen:  ”Er Jesus Gud?” hvilket jeg af hjertet kunne sige ja til, men det kunne jeg ikke på et tidligt tidspunkt i skolen, hvor vor unge (kommunistiske) klasselærer påstod, at Jesus kun var en from jøde, ikke mere.

Nævnte syriske kristen havde mødt et Jehovas Vidne, som havde fornægtet Jesu evige guddom.  Men det blev Han senere for mig uafhængigt af min skole, ja uafhængigt af ”kød og blod” som i Peters tilfælde (Mt. 16:17), i Paulus´ tilfælde (Gal. 1:15-16) og mange flere.

Pilatus sagde:  ”Se, mennesket!” – Sådan står der ordret på græsk i Joh. 19:5).  Ja, Han er mennesket, menneskehedens eneste sande, syndfrie Guddomsmenneske, - eller sagt med apostlens ord:  ”Mellemmanden mellem Gud og mennesker, - mennesket Kristus Jesus” (1. Tim. 2:5).  Kun sådan kunne Han blive en fortabt menneskeheds Frelser ”i syndigt køds skikkelse” (Rom. 8:3), selv uden synd, men tog verdens og altså også min synd på sig (Joh. 1:29).  Det kunne Han kun gøre som mennesket Jesus.

Menneske!  Ja, ikke mere, sagde skolelæreren og mange vantro med ham.  Men Han er samtidig ”Gud højlovet i evighed!”  (Rom. 9:5) og:  ”Den sande Gud og det evige liv!”  (1. Joh. 5:20).  Det benægtede en afdød svoger, som var gået over til jødedom, men som stadig ”talte i tunger” ligesom dengang han var ”pinseven”.  Han forkastede DNT´s vidnesbyrd om Kristus, og det gør også mange religiøse mennesker.

Men dette er tragedien:  Mange fromme kirkegængere gi´r deres mentale  samtykke til Jesus som Guds Søn med fremsigelsen af trosbekendelsen hver søndag uden personlig omvendelse og uden at have modtaget Ham som deres personlige Frelser og uden med hjertet at kunne sige til ham med tvivleren Tomas:  ”Min Herre og min Gud!”  (Joh. 20:28) som en personlig, selvoplevet erfaring og ikke blot ”en tro med munden”, som Brorson synger om i salmebogens nr. 578 (”Den tro, som Jesus favner…”).

7.1.21 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)