Min lillesøster, Ruth, som idag er hjemme hos Herren, sagde til mig en gang:  ”Hvordan kan Jesus være Gud, når Han på korset råbte:  ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – ” Kan Gud da forlade Gud?”

Men det sagde hun påvirket af sin Kristus-fornægtende mand, der var gået over til jødedommen, og som stemplede fx Johannes-evangeliet som ”anti-semitisk”, ligesom han også fornægtede jomfrufødslen.  Det gjorde Ruth ikke.  Hun var barneomvendt som 11-årig og holdt stadig fast ved Jesus som hendes sjæls eneste Frelser i I hjertets renhed og enfoldighed.

Hvis hun kunne, ville hun nu sige:  ”Forkynd, Jørn,  i Faderens, Sønnens og Helligåndens, den 3 x hellige Treenigheds navn, Jesus som både sandt menneske og sand Gud og tilbed Ham som Thomas:  ”Min Herre og min Gud!”  (Joh. 20:28) el. med Paulus:  ”Gud højlovet i evighed!”  (Rom. 9:5)

Eller med Johannes:  ”Han er den sande Gud og det evige liv!”  (1. Joh. 5:29) – ak, det ord forkastede hendes mand overfor mig.  O, venner, tilbed Ham med Hebr.brevet  som Gud, når han skriver:  ”Din trone, o Gud!  står i evighed fast…”  (Hebr. 1:7).  Det er jo ord sagt om Sønnen (v.8)

Jeg læser nu om ”Åndens vindpust” i Ap.G. 2:2, som ophøjer ”den Jesus” som Herre og Kristus  (2: 36).  Ånden, Pinseånden, peger stadig på Ham, ikke på sig selv.  Evangeliet er om Guds Søn (Rom. 1:3), ikke om Helligånden.

”Min Gud, min Gud…”sagde Han som sandt menneske, vor stedfortræder og mellemmand (1. Tim. 2:5),  i sin fornedrelsesskikkelse i kød og blod, og derfor kunne Han sige sådan på korset.  Men Kristi unikke person er en ”Guds hemmelighed” (Kol. 2:2), som kun Ånden kan åbenbare for os.

Dette kunne min kommunistiske klasselærer ikke formidle til mig.  For ham var Jesus kun en from jøde, hvad jeg sagde videre til min troende mor, som blev meget bedrøvet, men hun bad for mig, og en dag førtes jeg af Guds Ånd til troen på Ham sådan som Han er, men som forstanden ikke fatter.  ”Ham forkynder vi!”  Kol. 1:28.

14.1.22 - jn