”Han er den, som døber med Helligånd”  (Joh. 1:33)

En del har spurgt mig:  ”Er du døbt med den hellige Ånd og har talt i tunger?”  I min pure ungdom besnæredes jeg i min åndelige fattigdom af disses ”vidnesbyrd”, fordi de åbenbart havde noget, jeg manglede.  Men jeg blev ved Guds store nåde skånet for deres falske åndsdåbslære.

Men gennem min personlige omgang med Guds ord, der på forunderlig vis var kommet ind i mit liv som 14-årig, så jeg, hvad jeg ikke havde set, nemlig at dåben med den Helligånd ikke er en éngangs-oplevelse (el. ”second blessing”), men en kontinuerlig, vedvarende erfaring af Åndsfylde i Jesus Kristus.  Dette ser de ”åndsdøbte” ikke, men bedyrer, hvad de selv har oplevet og ”udfordrer” mig til det samme oplevelse.

Jeg  siger dette så venligt som muligt, da jeg jo selv engang søgte ”åndsdåbsoplevelsen” m. efterfølgende tungetale. Men Herren åbnede tålmodigt mine øjne i ordet for både den velsignelse, der i al sin fylde er skænket os i Kristus (Ef. 1:3) og for den nåde og velsignelse og Åndens fornyelse, Han vedvarende forunder mig i Kristus over en åben Bibel.

Se, hvad der står:  ”Han, som døber jer med Helligånd, som er en vedvarende, åndelig velsignelse i vor afmagt. ”Døber” står i nutid, som på græsk betegner noget vedvarende.  Denne fylde udfoldedes på en særlig måde for de kristne på pinsedagen (i Ap.G. 2), som også er kaldt  ”menighedens) fødselsdag” som var en Åndens udrustning (Ap.g. 1:8) med et udadvendt vidnesbyrd for ufrelste sjæle (Ap. G. 2:40).

O, forstå formaningen:  ”Lad jer fylde af Ånden!”  (Ef. 5:19), dvs. som Åndens vedvarende gerning.  De selvoptagne ”åndsdøbte” vidner deres åndsoplevelse, men de åndsfyldte vidner om deres Kristus-oplevelse og ophøjer i deres fattigdom Ham og fylden i Ham, mens de ”åndsdøbte” reelt ophøjer sig selv. Nogle kom dog ud af denne ulykkelige trældom. Iblandt dem var jeg, om end jeg i lang tid ikke indså vildfarelsen. 9.12.21 - jn