Brorsons udødelige salme ”Den yndigste rose er funden” slutter med dette vers om hans nære trosforhold til vor Herre Jesus Kristus.

Lad verden mig alting betage  *)

lad tornene rive og nage,

lad hjertet kun dåne og briste,

min rose jeg aldrig vil miste!

*) her nok i betydningen ”tage fra mig”

Ja, hvor frydefuldt trosforholdet end er som ”mit smykke, min rose og ære” (v.7), vil der stadig være ”torne”, som river og nager.  Nogle kan være ligefrem Satans anslag, som Paulus vidner om i 2. Kor. 12:7, og kan bringe os i fortvivlelse og selvopgivelse, ja, endog i selvmordstanker.

Det kunne have været enden for ”den fortabte søn” i Luk. 15, da ”han havde sat alt til”  (v. 14), men han lod sig finde af sin faders kærlighed med en forunderlig genoprettelse og åndelig levendegørelse (v.32).  Det passer også på en synder som mig.  Alt blev vel med mig i Kristus alene.

Livet har sine torne.  De ”river og nager”!  Den lidende Job erkendte dog til sidst, at ”Herren er nåderig og barmhjertig” og lod det ende godt (Jak. 5:11) således, at ”Herren velsignede Jobs sidste tid mere end hans første”  (kap. 42:12), og det gør Han stadig for sine elendige (Es. 49:13).

Det, vi kender til Brorsons egen livshistorie, er at den var fuld af lidelser både i familjen og fra falske venner, så nævnte, smukke julesalme er selvoplevet troserfaring, hvad hans øvrige salmer også er. 

Hans tyske ven, provst Schrader sagde om nævnte salme:  ”Aldrig har jeg vist, at det danske sprog kunne være så smukt!” Ja, men selvoplevet! 

13.11.21 - jn