Forside Salmer ”Vi priser os også lykkelige over vore trængsler!” (Rom. 5:3)
”Vi priser os også lykkelige over vore trængsler!” (Rom. 5:3) Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Mandag, 08. november 2021 10:21

Mel.:  Alt står i Guds faderhånd…  (DDS 375)


Lyk´lig er det troens folk,

som med Jesu Ånd som tolk

trang til ordet har at drikke

løst fra verdens tant og skikke,

- frelst ved Kristi dyre blod!


Herrens vej er stundom dulgt,

dog Hans godhed har mig fulgt,

selvom meget hos mig brister,

jeg Hans nåde aldrig mister,

trods hver ”torn”, som plager mig!   (2. Kor. 12:7-9)


Timeglasset rinder ud,

men hvornår det véd kun Gud,

legemsteltet kort kun holder,

og os bryderier volder,

Kristus-Klippen dog står fast!


Ak, sendrægtig er min tro,

den dog kommer snart til ro

i Guds Søn, som er opstanden,

kun til Ham og ingen anden

vender derfor jeg min hu!


Se, en skyfri morgen hist  (2. Sam. 23:4)

venter os hos Jesus Krist,

allerede nu forlyster

sig vor frelste sjæl, som høster,

hvad ej visner og forgår!


18.10.21 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)