Som ung fulgtes jeg en aften med en af min mors mange fætre, Viggo Walsøe, hen på Hovedbanegården, hvor der kommer en beruset mand mod os og spørger lidt rallende:  ”Kan du lide ost?”  Onkel Viggo svarede:  ”Jeg handler selv med det” for han havde nemlig en høj stilling hos den store koncern Plumrose.  Så kom det spontant fra ham:  ”Jeg tror på Jesus!” – en bekendelse, den berusede man tilsyneladende bifaldt.

Men da var jeg klar over, at lyset hist og her var tændt hos den ellers meget religiøse, aristokratiske slægt, og at jeg ikke stod helt isoleret med ordet om personlig omvendelse og tro på evangeliet om Jesus (Mk. 1:15). 

Denne fortælling er måske nok banal, men den handlede jo om at bekende Jesus-navnet for fortabte mennesker uden evighedsperspektiv.  Onkel Viggos ”banale” bekendelse for åbent tæppe blev siddende igen hos mig i årene fremover.  Den var spontan, selvoplevet og ægte!

Det med bekendelsen kom til at spille en vigtig rolle for mig.  Min gode ven, Th. Mundus, satte yderligere mod i mig, da han sagde til mig:  ”Hver gang du bekender Jesus for mennesker, bekender Han dit navn i Himlen!”

Jeg var meget frygtsom som kun 14-årig, især overfor kammeraterne.  Den gode sæd var sået i mig , men skød ikke straks op – sådan som Jesus sagde, den gjorde hos nogle uden at holde.  Mk. 4:5. 

En af de ”gammeltroende” sagde til mig:  ”Det er ikke noget, vi skal gå at skilte med!” og dermed fik jeg et lille rap over fingrene.  Det er selvfølgelig i én forstand rigtigt nok, men sandheden er nok snarere, at vidnetrangen hos moderne kristne ofte kvæles af verdslighed uden holdbarhed (Mk.4:19).   Ilden må brænde, men den kan ikke oplæres eller kopieres, for den antændes som et Åndens værk  (Luk. 12:49).  25/10/21-jn