”Men vi har den samme troens Ånd som i skriftordet:  ”Jeg troede, derfor talte jeg!” så tror vi også, og derfor taler vi også.”  2. Kor. 4:3

Dette ord handler om vort forhold til Skriften, som ikke blot er bogstaver og tekst, men ”åndet på” af Helligånden.  Hans ord er lige så godt som Hans person.  Dette er en af min børnelærdoms mægtige grundteser.

I min første tid som kristen var mit forhold til Bibelen meget kundskabsorienteret, dvs. jeg lagde megen vægt på ordets apologi, (rette udlægning), grammatik, grundsprog m.m., så langt jeg evnede det. 

En sådan kundskab med ydmyghed skal der være plads til,  men den følsomme, erfaringsmæssige bistand af ”troens Ånd”,  som  længes efter at fylde og besidde os (Jak. 4:5), tæller mest i praksis.  Kun sådan bevares vi fra teologisk opblæsthed, som i virkeligheden er forklædt hovmod.

Kun Åndens stille nærvær med Hans stille undervisning i Skriften er livgivende for vort åndelige liv.  ”Os har Gud åbenbaret det ved Ånden” (2. Kor. 2:10) og ikke ved nogen lærd teologisk professor.

Den, som er kaldet til med bæven at stå frem som ordets vidne, vil erfare  Åndens underfulde bistand og salvelse.  Men sådan er det stort set ikke i den bekendende,  vel programmerede kirke, hvor forkyndelsen ofte er en anstrengt oplæsning af livløse manuskripter.

”Jeg troede, derfor talte jeg” er også i dag vore grundvilkår.  Dér skal vi  være, thi dér inddrikker vi i vor sjæletørst ordets uforfalskede mælk. 

Men et sådant liv er ikke forbeholdt ordets forkyndere.  Jeg har truffet gudfrygtige kvinder (”de stille i landet”), som ”troens Ånd” hviler over.  Bibelen ”oversætter” de med deres Gudsliv til velsignelse for andre og gør det bedre end nogen højt uddannet skriftklog.  De findes endnu, selvom mange af dem i dag er hjemme hos Herren.  Jeg tænker med glæde på stunder med enhver sådan hellig  ”moder i Israel”  -  29.10.21 - jn