I min fortløbende bibellæsning standsede jeg på ny ved ordene i  Jesu lidelseshistorie:  ”De bandt Jesus!”  (Mk. 15:1).  Tænk, at binde Ham, som så gerne vil sætte syndens fanger fri!

Hvem bandt Ham?  Det var det religiøse lederskab (”ypperstepræsterne sammen med de ældste og de skriftkloge”), men det sker også i dag! Jeg besøgte engang en stor katolsk kirke i Frankrig.  Straks mødte mig en stor altervæg, hvor en imposant statue af Jomfru Maria dominerede. 

På gulvet, ved foden af alteret, lå i ynkelig skikkelse Jesus naglet til et kors, henslængt på skråt, halvt oprejst.   Hvor gudsbespotteligt! Han var kun krucifiks´ets bundne og korsfæstede Jesus, medens Maria strålede i en menneskeskabt herlighedsglans.

Kirken, som skulle være et livets vidnesbyrd om den korsfæstede og opstandne Frelser, har som oftest ikke et sådant vidnesbyrd trods højtidelige ritualer, som har bundet Jesus på en besnærende måde.  Ja, vi kan gå ind i både en pave- og Luther-kirke og i åndelig forstand risikere ikke at møde andet end en bunden Jesus og bundne sjæle.

Men Han er ikke bundet!  De kunne lænke Paulus til et fængsel, men selv var han fri i den ubundne Jesus.  Han vidnede i Ef.br. 1:3 om velsignelsen ved at være ”i den himmelske verden” (græsk:  ”i de himmelske” – vel underforstået: verdener el. himmelske ubundne steder!)

Vi kan være fastlænket til mange omstændigheders fængsel, men vi er ved troen stadig sat med Kristus ”i den himmelske verden”  (Ef. 2:6), selvom vi her prøves og bedrøves i mange slags prøvelser.  (1. Pet.1:6)

O, lad vor stilling i Kristus ”i det himmelske” praktisk berøre os lige her! Da ”sammenfattes det himmelske og jordiske i Kristus”! (Ef. 1:10) 4/11.21 - jn