Dette sandfærdige vidnesbyrd handler om Guds nåde og barmhjertighed mod de ringeste af de ringeste, ja  ringeagtet af verden!  Det evangeliske, vidunderlige nøgleord er her Rom. 5:20b.

Det stod ikke skrevet i min opvæksts protokoller, at jeg senere skulle blive en glad og taknemmelig efterfølger af den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.  Min mor var en syg kvinde,  manio-depressiv, og skulle efter sigende aldrig have være gift.  Min far var blevet advaret mod at gifte sig med hende, men hun var som ung uimodståelig smuk og indtagende.

Trods alskens dårligdom i hendes liv var Jesus fra barnsben kommet ind i hendes liv, som var uden nogen intellektuel vægtfylde for at sige det mildt, men hun kunne dog besvare mine mange spørgsmål om Gud, og disse svar har jeg aldrig følt nogen grund til at ændre det mindste på.

Men hendes voldsomme svingninger var ofte en tyngende byrde for min far, der som typograf kun havde en beskeden ugeløn, og tidligt oplevede jeg og mine 2 søskende den hjerteskærende sorg at blive skilsmissebørn med alt det onde, der fulgte med (bl.a. diverse børnehjem). 

Min barndom gik således tabt i 1945 som 8-årig, men kontakten med min syge mor var intakt, og hun fortsatte med at besvare mine spørgsmål om Gud, læse i Bibelen for mig og bede med mig, ofte med tårer, uden at hendes Gud på det tidspunkt blev min Gud.  Dertil var jeg for oprørsk.

Min opvækst var ofte med stenbroens sjofle kammerater, hvor tonen var grov og primitiv. Påvirket af en kommunistisk lærer i skolen argumenterede jeg mod Jesu guddom overfor min Mor, som selvsagt bedrøvede hende.  Min lillesøster, Ruth, tog dog imod Jesus som sin Frelser som 11-årig og blev et manende vidnesbyrd for mig som en slags forberedelse til min egen omvendelse.

Den skete som 14-årig, og da frydede min Mor sig plus min gudfrygtige morfar, hvis fodspor jeg som kristen ufuldkomment fulgte.  I dag ligger ved mit hovedgærde den Bibel, min mor gav mig til min realeksamen i 1953, men allerede til julen 1951 gav hun mig en lille andagtsbog, ”Lys på vejen”, på 12x6 cm, som udelukkende indeholdt bibelord til morgen- og aftenlæsning  (den er i øvrigt udbredt på mange sprog). Jeg bruger den endnu morgen og aften.  Om aftenen sammen med Solfrid.

Med alle odds imod mig, blev en lykkelig kristen af ufortjent nåde, mens min syge mor, som i andres øjne ikke duede til noget, gik hjem til Gud som 79-årig (i 1989), altså yngre end jeg er nu (snart 85), så hun bliver en af de mange, der skal byde mig velkommen til en evighed, hvor der ikke vil være nogen manio-depressive tilfælde, men hvor Kristus vil være alt i alle!  Ja, tak og lov!

Og nu forstår du, hvorfor jeg elsker Rom. 5:20b.  -  8.11.21 - jn