En af vore journalister skrev en  historie, Kbvns daværende biskop, Erik Norman Svendsen, fortalte. Hans taxa-chauffør sagde:  ”Én ting må man lade muslimerne: De ta´r nu deres kristendom alvorligt!”  Biskoppen lo: ”Ja, det ville være rart¸ om man kunne sige det samme om os kristne!”

Hvis han med ”os kristne” mente alle de døbte folkemedlemmer, overdrev han.  Over 70% af os er ganske vist medlemmer af en  luthersk kirke med en god trosbekendelse, men ud fra mange samtaler, jeg har haft med folk, får jeg tit at vide, at de tror ikke på noget, men de er alligevel medlemmer af en kristen kirke.  ”For en sikkerheds skyld!”

Jeg hetzer ikke mod nogen kirke alt den stund, at der her og dér findes  e kristne, som tager Kristus-troen alvorligt.  Sådan har det altid været.

Jeg læser p.t.  om Hans N. Hauge, Norges største lægmandsforkynder, som var 100% loyal mod kirken og dens lutherdom og kom til alle de gudstjenester, han orkede. Sideløbende forkyndte han evangeliet for almuen, hvor han syntes at slå på kun 2 strenge, - omvendelse og tro.

Selvom det skete for over 200 år siden, taler han endnu efter sin død ( i 1824) og gør ordet i Hebr. 12:13 aktuelt og relevant:  ”Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt, som har forkyndt jer Guds ord.  Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro!” 

Hans levnedsforløb indebar ondskab fra den side, man mindst skulle vente det, nemlig  en ”from” gejstlighed, for  Gud brugte denne ulærde bondegut til en almue-vækkelse uden kirkehistorisk sidestykke..

Den Kristi efterfølgelse, som HNH forkyndte, er i første række et  omvendelseskald til tidens navnkristne, også til mine landsmænd, ja, måske også til dig, hvis du trods kirkelighed lever i et religiøst selvbedrag.

24.9.21 - jn