Min nabo sagde efter jeg havde givet ham mit personlige vidnesbyrd: ”Det er helt i orden, når bare du ikke prædiker for mig!” 

Han oplevede ikke nabosamtalen som en ”prædiken”.  Bagefter slog det mig, hvilken forskel der er på at prædike og at vidne. 

Og jeg blev på ny mindet om det personlige vidnesbyrds magt og betydning i vor kontakt med moderne mennesker.  ”Vidnesbyrdet, min søn, det personlige vidnesbyrd er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed”, sagde John Wesley´s far, lige inden han døde.

Billy Graham fortæller i en af sine bøger om det personlige vidnesbyrd i sit møde med både høj og lav og ikke bare på de store platforme:  ”Ligegyldigt hvem jeg har haft møde med, har jeg næsten altid kunnet flette ind i samtalen et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus!” 

Han er blevet kritiseret for meget, men hans personlige vidnesbyrd har ingen kunnet tage fra ham.  En af mine ungdomsvenner, Poul, som Herren hjemkaldte i en ung alder, kunne spørge på tomandshånd:  ”Hvordan går det med din vidnetjeneste?”

Apostlen skriver til korinterne:  ”Om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre;  thi jeg er blevet jeres fader ved evangeliet!”  (1. Kor. 4:15).  Det er ikke teologiske ”opdragere” el. forstå-sig-på-magere, vi behøver, men åndelige fædre med åndelige børn!

”Når blot du ikke prædiker for mig”, sagde naboen, men han lyttede til mit selvoplevede vidnesbyrd.  Har du gjort en personlig erfaring med Jesus Kristus i dit liv, vil der uvægerligt blive lyttet til dig.

Tænk i evigheden også at kunne få lov at sige:  ”Se, her er jeg og de børn, Gud gav mi!”  (Hebr. 2:12)

20.9.21 - jn