”Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv;  den, som ikke tror Gud, har gjort Ham til løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud har vidnet om sin Søn.”  1. Joh. 5:10

Jeg lærer mere sandhed og berøres mere af den virkelige virkelighed, Guds virkelighed, på tomandshånd med en åndshungrende sjæl end jeg gør blandt de mange selskabeligt konverserende, hurtigt-snakkende medkristne, som ofte  indeholder forbavsende lidt.  Det kan lyde hovmodigt el. nedladende, men kun Gud véd, at ”dette være langtfra”.

”Nu vil jeg ikke mere gøre Gud til en løgner”, sagde en sådan sjæl, ”fattig i Ånden”, just til mig.  Vi havde tidligere talt om, at det desværre går an lidt salvelsesfuldt at ”kunne” mange, gode bibelord uden virkeligt at tro dem som alvorligt mente sandhedsord.  Men så læste vi, at ”den, som ikke tror Gud, har gjort Ham til løgner”  (1. Joh. 5:10), og da var det, at denne forfærdelige, men også frigørende sandhed pludselig hjalp min ven, som ved næste besøg kunne aflægge ovennævnte, enkle vidnesbyrd.

Vore samtalepartnere er ofte et spejlbillede af os selv.  Ej mindst i dette tilfælde.  I en sådan opbyggelig samtale på tomandshånd lærer jeg mere sandhed til personlig opvækkelse end ved Søren Kierkegaards samlede værker, som jeg dog ellers ikke foragter.

-jn-

11.10.09