”Der kom pludselig fra Himmelen en lyd som af et fremfarende, vældigt vejr

og fyldte hele huset, hvor de sad.”  (Ap. Gern. 2:42)

Melodi:  Du, som går ud fra den levende Gud… (DDS 291)

Herren Han véd, hvad der tjener os bedst,

ej vi Hans godhed skal savne,

stille dog vent på en ny Åndens blæst,

hvor vi Gudsordet vil favne,

sådan det kun bli´r til gavn og trøst,

thi dér vi hører Hans vækkerrøst

Uden Guds ord er jeg levende død,

kun det ved Ånden opkvikker,

særligt i sorg og min dybtfølte nød

jeg i min tørst det inddrikker,

da Åndens samfund vi mærker nær,

men verdsligt letsind er intet værd!

Bi da på Ham selvom munden er lam,

snart det på ny i dig brænder,

i vidnesbyrdet du føler ej skam,

når du Hans salvelse kender,

bedst i din svaghed Hans kraft sig ter,

sådan kun åndelig fremgang sker!

Herom til Herren i bøn vil vi ty,

dertil på os Ånden skynder,

må pinsens ild brænde i os på ny,

om end med småt det begynder,

sådan vi ej mer mod døden går,

thi snart oplever vi Åndens vår!

23.8.21 - jn