Den adlende sorg

Min nabos rede den er død,
En kat måske den så
Og fredsidyllen pluds´lig brød,
Hvor solsortmoren lå!

Men solsortmor dog skånet blev,
Det véd jeg helt bestemt,
Thi fra sin sorg den løs sig rev
Om end nok lidt beklemt!

Den hopper på vor plæne rundt,
Ej selvmedlidenhed
Opfylder den, glemt er alt ondt
I forårskvældens fred!

Jeg gerne ville sige den:
Dit liv er lærerigt:
På både plænen og din gren
Du ter dig adeligt!

Ja, just et sådant tappert mod
Tit sorgen adle kan,
Hin fugl eksemplet efterlod
Og viste mig hvordan!

Næstved, den 24.4.07

-jn-