Der findes rettroende, ”bibelstærke” bekendende kristne, som stejler, når der tales om den selvoplevede kristendom.  Den er for dem sværmerisk.

Troen på vor Herre Jesus må være selvoplevet, - ej nytter påberåbelse af alle ”sakramenter”.  Spurgeon sagde:   ”Du kan fastgøres med en line til damperen fra Southhampton til New York og døbes hele vejen, men du er stadigt fortabt uden Jesus”.  God teologi er ikke nok.

Den selvoplevede tro sker i et genfødt indre og ikke i udvortes fromhed.  Sådan taler David:  ””Skab i mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.”  (Sl. 51:12).  Det nye, indre liv tales der om i fx i Joh. 4:14, 7:38, 14:20 og Rom. 8:16).  Er dette ikke din erfaring, kender du ikke Gud.

”Åndens samfund (fællesskab)” er mere end ord i trosbekendelsen, men en selvoplevet erfaring i hverdagen, hvor Guds ord  på en særlig måde bliver nyt og levende lige dér, hvor du akut befinder dig.  Et sådant forhold til Helligåndens gerning lægger ikke afstand til Bibelen, men gør den tværtimod nærværende, herlig og konkret.  Er det også din erfaring?

I gamle bibler står der interessant nok hver gang, vi læser, at ”Herrens ord kom til…” fx den og den eller til Johs. Døberen i ørkenen (Luk. 3:2), at Guds ord skete!  Det blev ikke blot ”kom”, men det skete!  Og der skete noget med den, ordet kom til.  Ordet blev selvoplevet!

Mange ”kan” det dér med Joh. 3:16, trosbekendelsen, sakramenterne, salmesangen, m.m., men har ikke oplevet noget i sit indre med Gud.  Problemet er kun ca. ½ meter, nemlig afstanden fra hovedet til hjertet.  Hvis hjertet og viljen ikke er berøres til omvendelse, leves der på et selvbedrag måske til evig ulykke, hvis en personlig omvendelse udebli´r Ak, de der burde vækkes, bliver det ofte ikke, medens ængstede sjæle, som er omvendt ofte anfægtes, men de bliver ikke i den sjælenød, men får snart fast grund under fødderne i Kristus og Ham alene.  15.8.21 - jn