Jeg ville ikke kunne være en god katolik, for jeg tror ikke på helgener. Jeg   går til Himlen som en frelst synder ved Jesu blod – ikke som  en helgen!

Men her på jorden dømmes vi af Herren med henblik på vor tugt og opdragelse. Det er noget helt andet.  Se, hvordan Paulus ta´r sig selv med:

”Når vi dømmes er Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden.” (1. Kor. 11:32).  Ordet står i nutidsform og det betyder i græsk grammatik, at det sker vedvarende, dvs. hele tiden.

Derfor har et sandt troende menneske brug for at anvende på sig selv ordene:  ”Salige er de, som tvætter (i nutid!) deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.”  (Åb. 22:14).

Under  Kristus-troendes jordeliv minder Guds Ånd os vedvarende  om Guds ord.  Nogle gange til trøst, andre gange til praktisk formaning og andre gange igen til dom. Thi sådan lyder de apostolske ord:

”Nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus (dvs. Kristi menighed), men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium?  (1. Pet. 4:17)

Læg mærke til, at han siger ”os” og tager dermed sig selv med, ligesom Paulus gjorde. Men ak, den ydmyghed mangler ofte hos moderne kristne.

Jeg er ikke altid så vild med mindetaler ved begravelser, hvor den afdøde tit gøres til næsten helgener, medens det frelsende evangelium befinder sig ude i periferien.  Og så er det det, der her er mest brug.

Nu véd du, hvorfor jeg ikke kan være en god katolik.  Jeg ønsker ikke at sige det nedladende, men med et glad glimt i øjet, thi troens øjne ser nu, hvad jeg før ikke så, nemlig Jesus som min  sjæls absolut eneste Frelser.

30.10.20 - jn