” Mange kom til tro på Ham (Kristus), da hun vidnede…”  (Joh. 4:39)

Jeg elsker ordene om den samaritanske kvinde, som efter samtalen med Jesus fik travlt med at vidne om, hvad Han havde gjort for hende.

Der står, at hun vidnede, - hun prædikede ikke. Mange kristne mangler et spontant smittende vidnesbyrd. – Præsident-kandidaterne derovre siger , at de er troende, men ak, ingen af dem har noget personligt vidnesbyrd.

Jeg var ulig denne kvinde forsagt som ny kristen.  Ordet ”vidnesbyrd” eller ”vidne” var nye ord. Jeg syntes ikke, jeg havde noget særligt at ”vidne” om.  Og sådan gik jeg underligt tavs omkring det første 1½ år. 

Jeg kom ind i et 5-stjernet verdensfirma, Ø.K., som nu er ret ukendt, men dér husker jeg mig selv som underligt forsagt uden den samaritanske kvindes spontanitet.  Men en dag måtte jeg alligevel ud med, hvad der var sket med mig, og mit vidnesbyrd forblev da heller ikke uden frugt.

Men på mange måder syntes jeg nok ikke, jeg egnede mig som kristen, indtil jeg indså, at det var et valg, Gud havde truffet før mig ligesom med samaritanerinden, for der står jo, at Han (Jesus) måtte lægge vejen gennem Samaria af en eneste grund: en fortabt synders frelse!

Nu sætter jeg det personlige, selvoplevede vidnesbyrd meget højt.  Paulus var ikke bare en stor teolog, men et ivrigt og brændende vidne, som vi læser om adskillige steder i DNT. Sådanne vidner savnes i dag.

Ved vor gadedør kan komme et par J.V.-vidner. Jeg inviterer jeg dem indenfor for at vidne for dem, hvordan Kristus kom ind i mit liv.  Jeg prædiker ikke, men vidner frimodigt herom, og de lytter stille.  Da må jeg smile ad min fordums forsagthed som ung. Bægeret lyder over! (Sl. 23:5).

Som det så fint er sagt:  ”Sig det enkelt, sig det ofte og lad det fænge!”

3.11.20- jn