Forside Poesi Den rige mand og Lazarus – var det en lignelse?
Den rige mand og Lazarus – var det en lignelse? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 12. oktober 2009 15:36


Spørgsmål:  Da der for ikke lang tid siden blev prædiket over Luk. 16:19-31 blev beretningen omtalt som en lignelse?  Er det korrekt?  Jeg mener, Jesus selv sagde jo ikke noget om, at det var en lignelse?
Svar:  De fleste bibelfortolkere, som jeg véd om, omtaler denne beretning som en lignelse.  Den forståelse er jeg personligt ikke enig i.  Når Jesus fortalte en lignelse præciserede Han altid, at det var en lignelse.

 

Denne beretning begynder med ordene (i norsk og engelsk ovs.):  ”Der var en rig mand…”  Vi kan spørge:  Var der en rig mand eller var det ikke en rig mand?  Skal Jesu ord forstås bogstaveligt eller skal de ikke forstås bogstaveligt?  Hvis ikke, ville beretningen ikke være begyndt noget lignende som:  ”Han fortalte dem denne lignelse….”


Igen læser vi længere også:  ”Der var en fattig mand ved navn Lazarus…”  Igen er spørgsmålet:  Var der en fattig mand ved det navn eller var det ikke en sådan mand?


Svaret ligger i spørgsmålet.  Der var både en rig og en fattig mand, som Herren kendte til.  Han kendte til den rige mand og til hans liv.  Han vidste om han død og begravelse og hvad der skete med ham efter dette liv.  Den fattige mand nævnes ved navn for at tilkendegive, at denne mand havde Herren et personligt forhold til.  Han var en af Hans får, som Han havde kaldt ved navn (Joh. 10:3).  Han fik nok ikke nogen fin begravelse, ja, måske slet ikke nogen begravelse i det hele taget, men han fik noget langt bedre, nemlig en trøsterig plads i paradiset.


Dødsriget var på dette tidspunkt delt op i en paradisisk afdeling og et fortabelsens sted, hvor de fortabte dog venter på den endelige dom foran den store, hvide trone. Johs. Åb. 20:11-15. -  Paradisets afdeling i dødsriget er nu flyttet hjem til selve Himmelen som led i Kristi sejr over dødsriget.


Th. Mundus har i øvrigt skrevet en ypperlig bog, som netop hedder ”Kristi sejr over dødsriget”.  Den kaster bibelsk lys over disse spørgsmål, og jeg kan derfor anbefale den på det varmeste.  (Kan endnu fås hos Evangelisten).


Nogle vil tage brodden af fortabelsens alvor ved en ”beroligende” forsikring om, at nævnte beretning ”kun” er en lignelse.  Men hvis dette skulle være sandt, ville Herren næppe have talt så alvorligt om tilværelsen efter døden, hvis en sådan tilværelse ikke findes.


-jn-

28.6.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)