Forside Artikler Vaskebaljen
Vaskebaljen Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 13. august 2021 19:44

”Jeg udgyder vand på det tørstende, vand på det tørre land…”  (Es. 44:3)

Jeg var engang feriedreng på en dejlig bondegård i Mygdal, pr. Hjørring.  Deres gammeldags landbrug var guf-guf for en københavnerdreng.

Engang sagde fruen i huset, fru Grøntved, til mig, idet hun fra køkkenvinduet pegede på en temmelig stor vaskebalje, som stod på gårdspladsen med bunden i vejret:  ”Kan du gå ud og vende baljen om, så den kan blive fyldt med regnvand, for det er blødt vand og godt at vaske tøj i!”  Det var nemlig regnvejr den dag.

Denne lille oplevelse fra min barndom står for mig som et billede på, hvordan vi åbent må tage imod evangeliet og dets velsignelser.  Det nytter ikke at vende bunden i vejret som vaskebaljen og dermed lukke af for den frelsesfylde i Kristus, som Gud  har til os.  Vi må som vaskebaljen vendes om (omvendes), så Gud kan få adgang til os.

Guds fylde er i Bibelen ofte sammenlignet med regn, som strømmer ned til os  (Es.  44:3), om vi blot vil åbne os for Guds velsignelser.  Baljen ude på gårdspladsen blev senere en helt lille prædiken for mig, da jeg som ung forstod, hvad det vil sige at åbne sig for Guds ord.

Men det er nu en menneskealder siden, men ”regnvandet” fra Himlen er, åndeligt talt, stadig aktuelt for min tørstige sjæl.  Og sådan er det jeg også på mine gamle dage inddrikker Guds levende og blivende ord.

8.12.20 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)