Jeg har netop læst en diger bog af en tidl. ungdomspræst fra Pinsekirken i Rønne.  Han er i dag kun 38 år, særdeles velartikuleret og iagttagende, - i øvrigt barnebarn til den i sin tid kendte prædikant og sanger, Aage Samuelsen, som syndige ”produkt” af en af denne norske prædikants mange seksuelle udskejelser.  Bogen har gjort et meget stærkt indtryk.

Omtalte ex-ungdomspræst har stået for dæmonuddrivelser, helbredelser, tungetale og stedfundne mirakler, hvis autenticitet der ingen grund er til at betvivle.  Jesus talte jo om prædikanter, der vil ”gøre store tegn og undere…”  (Mt. 24:24), men som Han advarer imod (Se også Mt. 7:22-23).

Jesus siger jo ikke, at deres ”tegn og undere” ikke havde fundet sted.  De var ægte nok på samme måde som at Satan selv er ”ægte” nok med sin forførende (og religiøse) virksomhed, fx på diverse, opreklamerede platforme.  Denne åndsforførelse har Herren jo på forhånd advaret imod:  ”Se, jeg har sagt jer det forud!”  (Mt. 24:25).

Denne ex-ungdomspræst kan jeg ikke lade være med at fatte sympati for, selvom jeg selvsagt ikke har nogen sympati for den åndsforførelse, han selv tager afstand for som nu ateist eller måske anarere agnostiker.

I moderne, kristne kredse stemples en sådan mand som frafalden.  Men jeg er uenig.  Kan en ægte genfødt kristen pludselig slutte?  Johs.  skriver om den tids ”antikrister”:  ”De er udgået fra os (de kristne), men de hørte ikke til os, thi havde de hørt til os, var de blevet hos os.  Det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.”  (1. Joh. 2:19).

Der er dog den hage ved det, at kirken er i praksis en mix af genfødte og ikke-genfødte kristne.  Det siger jeg ud fra dyrekøbte erfaringer.  ”Den som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!”  (Åb. 2:29).  Men ak, hvem hører mon?  Det er det store, aktuelle spørgsmål.

12.12.20 - jn