”Men nu, hvor der ikke mere er brug for mig i disse egne…”  Rom. 15:23.

Dette apostolske ord talte trøsterigt til mig i morges.  Han siger ikke:  ”Nu er der ikke mere brug for mig - punktum!” for det var der, men han føjer til:  ”…i disse egne.”  Ja, det var steder,  Herren rigt havde brugt ham, men nu var der brug for ham andre steder, fx i Spanien.

Min gode ven, John Olav Larsen, brugte Herren som evangelist viden om.   Han  blev endda  kaldt ”Norges Billy Graham”, hvilket han selvfølgelig selv  misbilligede.  Men nu sad vi to på hans arbejdsværelse i Frekhaug i Bergensområdet og kom ind på mange ting, især hans evangelist tjeneste, men også hans personlige nedture med dybe depressioner.

Han sagde sørgmodigt:  ”Ingen spørger efter mig mere, så nu rejser jeg til Sørlandet!”  Det blev indledningen til et varmt venskab, og jeg fik også  den glæde at have både ”bedehus”-møder med ham, men også i hans eget hjem.  Jeg mindes ham med glæde, ikke mindst fordi jeg kunne identificere mig med hans sjælelige nedbøjethed, som også jeg led af.

Nu dvæler jeg i dette nytår ved de citerede ord af Paulus, hvor fortiden på godt og ondt overvælder mig som en tsunami-bølge med det plagsomme spørgsmål:  Er der virkelig ikke mere brug for mig?  Er jeg helt gemt væk?  Er det slut med brug- og frugtbarhed for evangeliet?  Da var det ordene fra Rom. 15:23 fik sin egen, guddommelige synsvinkel:  Der er stadig brug for dig, men ikke ”i disse egne”, dvs. dér hvor der engang skete noget! 

Tænk om denne hilsen kunne formidle trøst og opmuntring til andre mismodige, måske aldrende trosfæller, som – ligesom statsministeren i sin nytårstale netop har gjort – ser tilbage uden at blive hængende i fortiden.  Det er ikke slut med brugbarheden, men på Herrens måde.

3.1.21 - jn