Svar:  Kun én, men den fejres til gengæld hver eneste dag året rundt både i og udenfor en kirkebygning af nogle kaldt ”Guds hus”.

Om denne store højtid læser vi:  ”Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej… men med renheds og sandheds usyrede brød!”  (1. Kor. 5:8), dvs. den hjertets højtid, som centrerer sig om Kristi kors og Hans rensende blod, som troen uden egen fortjeneste og selvretfærdighed har taget imod som Guds gave som en vedvarende sandhed.

Det kirkelige maskineri har i sin religiøse ”værktøjskasse” sine programsatte højtider (romerkirken har endnu flere) –  det havde det gamle Israel også – men på Bibelens og evangeliets grund fejrer vi nu højtiden over alle højtider med den korsfæstede og herliggjorte Jesus Kristus som hjertets det bærende og livgivende midtpunkt.

Der var engang, jeg vantro frastødtes af talen om Kristi blod, men nu, er det centralt hos mig, og jeg elsker ordet:  ”I Ham (Kristus) har vi forløsning ved Hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er!” (Ef. 1:7).

Mærk dig, at han siger ”vi”, og ta´r da sig selv med som synderen, der som sin højtid peger på sandheden om Kristi rensende blod.

Selvom jeg som ung ”snusede” lidt til DNT´s græske grundsprog,  blev det ikke til mere.  Men i en håndbog læste jeg netop  denne kommentar til 1. Kor. 5:8:  ”Korset giver opfordringen en stadig nutidig gyldighed”, - m.a.o.: Korsets evangelium bliver aldrig gammelt eller ”opbrugt”, men bevæger vore hjerter til at holde højtid hver dag med tak for dets stadige og ufortjente nåde til os fortabte og hjælpeløse syndere.

Men vi skal, som Paulus skriver, ikke dømme dem, der gerne vil holde kirkens højtider, blot skal vi huske hinanden på, at ”sagen selv kom med Kristus”  (Kol. 2:17) med en højtid, der har Ham i centrum.  – 10.1.21 - jn