”Min due i fjeldets kløfter, i bjervæggens skjul!
Lad mig skue din skikkelse, høre din røst….”  Højs. 2:14

Sangfuglene forstummer snart,
Men duens stemme høres,
Dens monotone toneart
Nok ikke eftergøres.

”Min due, dog frimodig vær!”
Det står i Højsangsbogen,
Thi just din røst mig liflig er,
Selv er du skøn som nogen!”

En uartikuleret røst
Når ind i Herrens øre,
Selv sukket fra et sorgfuldt brøst
Vil Himmelen bønhøre!

Et suk med hjertet uden ord,
Ej agter Herren ringe,
Ord uden hjerte, som ej tror,
Har ingen kraftens vinge!

Vor bøn har både tak og ak,
Ja, både sorg og glæde,
Den tomme papegøjesnak
Foragt med hellig vrede!

9.8.09
-jn-