Min velynder som ung, John Coder, var borgmester i Pennsylvania. Et par højtstående politikere, ville gøre ham til meget mere end lige det.

”Du kunne gøre verden bedre!” lokkede de. Han svarede:  ”Hvis I tror, vi  kan det, er vi klogere end Gud!”  Og han vidnede for dem om den kristnes  forhold til en gudløs verden, som afventer Guds retfærdige dom.

Hans ord har fulgt mig. Som borgmester øvede han ved sit blotte nærvær  kristen indflydelse, men ikke for at gøre verden bedre, men for at være et tro  Kristi vidne med eller uden ord.  Ja, sådan husker og savner jeg ham.

Sådan er Kristi disciple trods mange fejl og brist (Jak. 3:2), men uden at være styret af verdslig tankegang.   Hvis ikke vi praktiserer en sådan adskillelse fra verden (2. Kor. 6:14-18), hvem skulle da ellers gøre det?

Jeg frydes, når venner fortæller mig om dyrebare vidneanledninger i hverdagen.  Jeg mindes en yngre kristen spastiker, Poul, som kunne spørge os på tomandshånd:  ”Hvordan går det med din vidnetjeneste?”  Han strålede for Jesus, til Gud som ung tog ham hjem til sin herlighed.

Sådanne Kristi ambassadører er der alt for få af. Men de er der.  De er ikke virtuoser på en munter platform, - de hører til ”de stille i landet”, (Sl. 35:20) - men Herrens Ånd har mærkbart fyldt dem. På min læreplads i Ø.K. fandtes de. De gik stille med dørene, men var en pryd for Kristus.

Tidsånden er ond og stærk, men ”Han, der er i jer, er større end han, der er i verden.”  (1. Joh.4:4), men Han kan dog bedrøves og vige fra os sådan som det tit er sket i vore liv. ”De stille i landet” ligner dem i digtet:

Der nogle, der bestandig går som gik de kongebud,

som et vidnesbyrd iblandt os om så kongelig en Gud,

deres smil er som et solskin, et himmellys med fred.

vejen som vi selv skal vandre bliver skønnere derved!

23.1.21 - jn