En af mine arge modstandere i den offentlige debat, én intellektuel kvinde, lod mig i telefonen vide, at jeg var skrupskør, da jeg i en lille artikel havde talt om mit møde med George W. Bush (dengang han var præsident) hver morgen.  Han sad nemlig, mens alt endnu var stille, bøjet over sin Bibel for at blive åndeligt ”opladet”.

I sandhed, jeg identificerer mig med alle gudfrygtige bibellæsere, der gør det samme.  Fra barndommen lærte jeg, at hvis der var nogen bog, jeg kunne stole på mere end nogen anden, så er det Bibelen. Disse ord passede på mig:  ”Du kender fra barndommen de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus.”  (2. Tim. 3:15).

Nogen rigere arv har min morfar og andre gudfrygtige mænd og kvinder ikke efterladt mig.  ”Du véd, hvem de er, du har lært det af” (2. Tim. 3:14).  De var ikke teologiske teoretikere. Men de levede det, de forkyndte og lærte mig, at Skriften er ikke blot vor største, men eneste autoritet.

Jeg rystede ikke på hånden, da en ivrig katolsk forretningsforbindelse fra min tid i Ø.K skrev mig:  ”Den, der alene bygger på Skriften, er på gyngende grund!”  Katolikkerne bygger som bekendt på 2 ligestillede autoriteter, nemlig traditionen og Bibelen. I praksis mest på traditionen.

Den lærde og troende, svenske teolog, Hugo Odeberg, blev engang i DK spurgt ind til sit bibelsyn.  Han sagde:  ”Mit bibelsyn er inte interessant. Det er mere interessant, hvilket syn Bibelen har på sig selv. Når der står:  ”Hvert skrift er indblæst af Gud”, betyder det i grundteksten, at ikke blot har Gud åndet på ordet, men Han ånder også på os, når vi læser det!”

Ja, sådan ønsker jeg selv at have det, nemlig med Åndens opladte øjne (Ef. 1:18) læse i Bibelen dag for dag som om jeg læser den for første gang med Helligåndens bistand i vor Frelsers velsignede nærhed!  Da er jeg ikke på nogen ”gyngende grund”, men på Klippegrund.  Kære ven, som læser dette, hvilken grund bygger du på ind for evigheden?  -  9.2.21 - jn