Sådan kunne Elias meget have tænkt eller sagt efter han havde klaget til Herren:  ”Herre, dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet!”  (Rom. 11:3).

Men Herren havde, som vi véd, svaret ham:  ”Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Ba´al!” Ja, sandelig, da det virkelig gjaldt på Karmels bjerg i opgøret med de ugudelige afgudsprofeter, kom de, Herren kaldte sine, frem af deres flyverskjul til en offentlig stillingtagen om at være for eller imod Gud.

Den dag kan komme, da de, som hører Herren til, ikke mere kan skjule sig, men må offentligt vælge side.  Deres anonymitet i det skjulte kunne måske nok gå for en tid, men ikke hele tiden.  Indtil da følte Elias sig ensom som Herrens profet.  Men det var vilkårene for alle profeterne.  Tænk fx på Jeremias, den grædende profet, som siger i Jer. 15:17:  ”Ikke sad jeg og jubled i glades lag, grebet af din hånd sad jeg ene…”

Da jeg selv som 14-årig var kommet til tro på vor Herre Jesus som min personlige Frelser, var jeg 1½ års tid stille og menneskesky med min tro, hvad der gjorde mig ulykkelig ind for Gud.  Det gik for en tid, indtil den dag kom, da jeg ved en glad sammenkomst med mine klassekammerater ikke længere kunne tie, men måtte slå på glasset og med bæven give dem mit vidnesbyrd.  Åh, hvor det lettede!

Vil du være en Herrens profet – el. har du profetisk gave (1. Kor.14:3) - er denne gave til opbyggelse, formaning og trøst, men søg den ikke, hvis du vil undgå profetens ensomhed som Kristi efterfølger, - og dog ville du ikke bytte med noget larmende, sorgløst selskab.

13.2.21 - jn