Midt i de alvorlige Corona-nyheder stødte jeg på internettet på en prædiken af Billy Graham om Kristi blod.

Jeg lyttede til et hjertevarmt vidnesbyrd om, hvad han byggede sit evighedshåb på, dvs. på Kristi blods rensende kraft.  Da følte jeg mig eet ikke blot med B.G., men med alle de medkristne verden over, for hvem sangen om blodet i sandhed er den ”nye sang”, vi læser om i Åb. 5:9.

På mine ældre, skrøbelige dage er dette evangelium om Kristi blod blevet mere og mere dyrebart og nærværende for mig i erkendelse af, hvor meget også jeg har grund til at dvæle ved ”forløsningen ved Hans blod, syndernes forladelse (Ef. 1:7) – for også min syndeskyld er stor (Sl. 25:11).

Og i dette lys blev jeg ved daggry på ny mindet om ordet om Ham ”ved hvis sår I fik lægedom”  (1. Pet. 2:24).

Jeg undres igen og igen over, at de sår, som syndere påførte Ham, er de samme sår, som bringer frelsens lægedom til os fortabte syndere.

Jeg elsker at læse om, hvordan Luther fik åndelig hjælp, da han i sin anfægtelse ikke var sikker på, om han virkelig hørte til de udvalgte. 

Hans sjælesørger og leder som munk, Johann von Staupitz sagde til ham: ”I Jesu sår og vunder  finder du finde udvælgelse, ingen andre steder!”

Nogle af os bærer på legemlige skavanker, men kun eet legeme har båret vore synder på Golgata, nemlig Kristi legeme.    ”En ny sang lagde Han i min mund”, synger David om sin fortabte sjæls forløsning. (Sl. 40:4).

Dem gamle sang er om vor elendighed, men den nye sang er om frelse ved Kristi dyrebare blod.  Jeg véd ikke om nogen bedre sang at synge. Gør du?  Al lærestrid må herefter vige. Lad os derfor synge den sang sammen.

3.10.20 - jn