Forside Artikler En lærerig tur hos optikeren
En lærerig tur hos optikeren Udskriv Email
Skrevet af Alan Navaratnam   
Fredag, 13. august 2021 15:37

Optikeren rettede styrken i  mine briller.  Hun forærede mig et par ekstra briller til læsebrug.  Jeg havde andagtsbogen ”Lys på vejen” med mig.

Hun kaldte min lille andagtsbog, som kun består af bibelord med relativt små bogstaver, for ”dagens ord”, så da jeg en uges tid efter skulle hente begge briller, sagde hun:  ”Prøv at læse i din lille bog!”  hvad jeg så gjorde, ”men de andre briller skal du se langt med!”  Jeg oplevede tydeligt forskellen.  I dag var det dog ikke den lille andagtsbog, jeg havde med, men mit lille lommetestamente, som hun også kaldte ”den lille bog”.

Jeg funderede lidt over forskellen på briller, der ser langt og dem, der ser kort.  Da slog det mig, at de briller, jeg skal bruge til kort læseafstand, faktisk er dem jeg ser længst med!  Det er jo dem , jeg læser Guds ord med, hvor udsynet ved Åndens hjælp rækker såre langt.

”Fra det fjerne åbenbarede Herren sig for mig”  (Jer. 31:3) siger Jeremias.  En norsk ven bemærkede engang, da han læste netop det ord for os:  ”Her har du mit fjernsyn!”  Pågældende prædikant så langt, åndeligt talt, længere end de fleste, og han var forfriskende og vækkende at høre på.

Der kan imidlertid være tider blandt kristenfolket, da vi mangler ”øjensalve” og er blinde for Guds ords syner  (Åb. 3:18), men ser en masse kortsynede ting af denne verden.  I det gl. test. læser vi:  ”Herrens ord var sparsomt i de dage, et syn var sjældent.”  1. Sam. 3:1.

Så besøget hos brilleoptikeren var ret beset opbyggeligt.  Jeg blev mindet om ”tage de rigtige briller på” mht Herrens ord, som kom ind i mit liv i en ganske ung alder, hvad jeg fortalte optikeren om. ”Så du taler i virkeligheden med et meget lykkeligt menneske”, fik jeg sagt til hende.

Ja, de gamle ”så”, hvad de skulle forkynde og forkyndte, hvad de så.  Må vi få nåde til at gå i deres fodspor med de rigtige briller på!  -  19.3.21 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)